Medlemmerne af Tversted-Uggerby-Sørig Lokalhistoriske Forening fik fredag den 26. juni en grundig introduktion til historien bag Vennebjerg Mølle, da foreningen havde arrangeret en ekskursion til den markante mølle ved Lønstrup.
Her tog den frivillige møller Jan Rasmussen imod deltagerne og gav en udførlig og levende fortælling om både møllens historie og den daglige drift. Under besøget fortalte han blandt andet om møllens tilblivelse og de mange år, den har været en del af egnens kulturhistorie.

Den nuværende mølle blev oprindeligt opført i Bindslev i 1842. Senere blev den flyttet til Tversted, inden den i 1934 blev genopført i Vennebjerg, hvor den erstattede den tidligere murede, hvide mølle.
Deltagerne fik også indblik i møllens nyere historie. Kunstmaleren Johannes Hofmeister købte i 1962 både møllen og møllehuset, som han indrettede til atelier. Fra 1966 til 1990 boede og arbejdede han på stedet.

I dag er det foreningen Vennebjerg Mølles Venner, der med hjælp fra en række frivillige står for at bevare og vedligeholde møllen samt formidle dens historie til besøgende.
Efter rundvisningen og fortællingerne om møllens udvikling og funktion fortsatte deltagerne til Lønstrup Strandhotel, hvor eftermiddagen blev afsluttet med kaffe og socialt samvær.


