Ørnereservatet øst for Tversted er klar til at tage imod sommerens gæster. Med højsæsonens begyndelse udvider attraktionen programmet og inviterer besøgende til oplevelser med nogle af verdens mest imponerende rovfugle omgivet af den nordjyske natur.
I højsæsonen afvikles der forevisninger tirsdag til fredag klokken 10 og 15 samt lørdag og søndag klokken 15, mens der er lukket om mandagen. Ørnereservatet anbefaler, at gæster køber billet online og møder op i god tid, da området åbner en time før hver forevisning.
Selve programmet varer omkring en time og byder på en præsentation af blandt andet falke, ørne og gribbe. Derudover indgår reservatets heste, og formidlingen varetages af medarbejdere, som fortæller om rovfuglenes egenskaber, adfærd og historie.
Som noget nyt kan gæsterne fra onsdag også opleve et særligt arkæologisk fund i reservatets udstilling. Her vises en omkring 5.500 år gammel stenalderøkse, som er fundet i lokalområdet.
Ud over forevisningerne lægger Ørnereservatet op til, at besøgende bruger tid på området. Fra den næsten 100 meter lange trætribune er der panoramaudsigt over det fredede naturområde Simon Skrivers Klit, og i loungen er der mulighed for at nyde en kop kaffe eller en is.
Ørnereservatet ligger som allerede antydet mellem Ålbæk og Tversted, hvor klitter, skov og kystnatur danner rammen om sommerens oplevelser. Med højsæsonens program på plads ser indehaver Peter Frank Wenzel og medarbejderne frem til at byde både lokale og feriegæster velkommen til endnu en sommer med fokus på natur, formidling og mødet med nogle af verdens mest fascinerende rovfugle.



