Danmarks lokale teaterforeninger supplerer lokale teatre ved at arrangere et varieret udbud af professionel turnerende scenekunst, og de frivillige arbejdende bestyrelser understøtter kultur, fællesskab og lokal udvikling som et markant bidrag til, at scenekunsten når helt ud i hvert eneste hjørne af Danmark. Det fastslår en splinterny analyse fra Kulturens Analyseinstitut.
Anne Mette Ovesen, formand, Hjørring Teater på Vendelbohus, siger:
”Vi sikrer i praksis, at scenekunst ikke er et storbyfænomen, men et landsdækkende tilbud, og også i Hjørring Kommune er Hjørring Teaters 12 – 16 teateroplevelser pr. sæson med til at sikre den kunstneriske mangfoldighed. Analysen viser også, at teaterforeningerne er en af de mest omkostningseffektive kulturmodeller i Danmark”.

Analysen dokumenterer nemlig en høj effekt for de offentlige midler. En betydelig del af økonomien skabes lokalt, og ca. 80 % går direkte til forestillinger – ikke til administration.
Med frivillighed som bærende kraft sikrer vi statslig medfinansiering af lokal kultur, skaber høj kulturel aktivitet uden store faste driftsudgifter og udvikler lokal identitet, fællesskab og kulturtilbud tæt på borgerne.
Teaterforeningerne udgør aktuelt 46 af i alt 83 medlemsscener i Turnénetværk Danmark og tegner sig for tæt på halvdelen af de årligt 500-550 forestillinger, der præsenteres via dette netværk, hvis formål er at sikre, at også smallere, nyskabende scenekunst kan turnere bæredygtigt.
Folketeatrets direktør Mette Wolf udtaler:
“Rapporten bekræfter for mig, hvor central en rolle de lokale teaterforeninger spiller for, at scenekunsten når ud i hele landet – båret af et imponerende frivilligt engagement og et højt aktivitetsniveau. Samtidig peger rapporten også på, hvor vigtigt det er, at vi fortsat udvikler og styrker området, så teaterforeningerne står endnu mere robust og kan løfte deres betydningsfulde rolle i fremtiden.”
Link til relateret artikel
Frivillige frygter konsekvenserne af mulig besparelse på Hjørring Teater


