Den døde vågehval, som i næsten en uge har ligget på Tornby Strand nær Hirtshals, er onsdag morgen blevet fjernet af Miljøstyrelsen.
Årsagen er såmænd, at den kraftige blæst har flyttet hvalen til et populært badeområde, hvor lugtgenerne blev for store for strandens gæster.
“Efter blæsten var den nået helt hen på et populært badested, hvor den lå på stranden, så den ville være til gene og lugte, når den går i forrådnelse,” siger kontorchef Jane Hansen fra Miljøstyrelsen til DR P4 Nordjylland.
Da hvalen først strandede, vurderede Miljøstyrelsen, at den kunne blive liggende og naturligt gå i forrådnelse, fordi den ikke var til gene for offentligheden. Situationen ændrede sig dog, da vind og bølger flyttede det store kadaver tættere på badegæsterne.
Derfor blev vågehvalen onsdag morgen kørt bort og sendt til forbrænding.
Inden den blev fjernet, sikrede Miljøstyrelsen sig prøver fra dyret.
“Vi vil gerne være sikre på, at det faktisk er en vågehval. Den var meget medtaget, så vi vil gerne sikre os, hvad det er for en art,” forklarer Jane Hansen.
Hvalen skal ikke obduceres. Muskel- og knogleprøver skal i stedet bekræfte artsbestemmelsen, da dyret var så nedbrudt, at en visuel identifikation ikke vurderes tilstrækkelig.
Den strandede hval vakte de seneste dage stor opmærksomhed blandt både lokale og besøgende ved Tornby Strand, inden den onsdag forsvandt fra kysten.


