Når Dana Cup i denne uge samler omkring 16.000 unge fodboldspillere fra 54 nationer i Hjørring, står Regionshospital Nordjylland endnu en gang klar med et omfattende sundhedsberedskab i turneringens MASH-telt.
Siden søndag har frivillige fra hospitalet arbejdet med at rejse teltet, pakke ud og få det omfattende behandlingsudstyr på plads. Nu er MASH-teltet klar til at tage imod de mange deltagere, som i løbet af turneringen får brug for behandling af alt fra mindre skader til mere alvorlige idrætsskader.
Samarbejdet mellem Regionshospital Nordjylland og Dana Cup har eksisteret gennem mange år og er løbende blevet udbygget til et tæt og velfungerende beredskab.
Cheflæge Marc Ludwig fra Akutafdelingen fortæller, at ordningen har udviklet sig markant gennem årene.
– Dana Cup-organisationen etablerede oprindeligt et førstehjælpsberedskab for den voksende fodboldturnering. Gennem en årrække har vi sammen med Dana Cup videreudviklet og styrket beredskabet, som i dag bygger på et tæt samarbejde mellem Dana Cup og hospitalet. Det muliggør, at patienterne fra MASH-teltet oplever et sammenhængende forløb, fordi vi kan registrere dem som patienter eller henvise dem til røntgen allerede fra teltet. På den måde aflaster vi personalet i Akutmodtagelsen og undgår at påvirke vores drift af de øvrige patienter, siger han.

Ifølge Marc Ludwig er en væsentlig del af beredskabet bemandet af frivillige medarbejdere fra Regionshospital Nordjylland. Det gælder blandt andet social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, lægesekretærer og læger, som alle bidrager med deres faglige kompetencer for at sikre et effektivt sundhedsberedskab under den internationale fodboldturnering.
MASH-teltet fungerer samtidig som en vigtig læringsarena for lægestuderende, der deltager som frivillige under supervision af erfarne læger. Her får de mulighed for at opbygge klinisk erfaring, blandt andet med vurdering af røntgenbilleder og behandling af akutte idrætsskader.

Med tusindvis af kampe på programmet forventes der naturligt en del skader i løbet af ugen, og netop derfor spiller MASH-teltet en central rolle. Ved at behandle de fleste skader direkte på turneringsområdet mindskes presset på Akutmodtagelsen, samtidig med at spillerne hurtigt kan få den nødvendige hjælp.
Regionshospital Nordjylland ønsker alle deltagere, frivillige og gæster en god Dana Cup-uge – og understreger, at sundhedspersonalet står klar med en hjælpende hånd, hvis uheldet skulle være ude.


