To dåbskjoler med en helt særlig tilknytning til Tversted er nu blevet en del af samlingen hos Tversted-Uggerby-Sørig Lokalhistoriske Arkiv.
Kjolerne har tilhørt familien omkring den tidligere førstelærer ved Tversted Skole, Rasmus Carl Rasmussen, og fortæller en lokalhistorie, der strækker sig mere end 100 år tilbage.
Rasmus Carl Rasmussen blev født i 1892 i Veggerslev ved Grenaa. Efter sin uddannelse fra Nørre Nissum Seminarium i 1917 arbejdede han som andenlærer i Løvel ved Viborg, inden han den 1. april 1920 tiltrådte som førstelærer ved den gamle Tversted Skole.
Dagen før sin tiltrædelse blev han gift med Anna Vilhelmine Knudsen, der var født i 1896 på Tronsmark Friskole i Bindslev Sogn. Hun var lærerinde ved Sæsing Skole, hvor hendes far også underviste. Parret blev viet i Tårs Kirke den 31. marts 1920.
Den 6. december 1925 fik lærerparret tvillingerne Else og Grete. Familien havde kun én dåbskjole, og da tvillingefødslen kom uventet, blev der hurtigt syet en identisk kjole, så begge piger kunne døbes ved samme lejlighed. Dåben fandt sted i Tversted Kirke den 26. december 1925.
Rasmus Carl Rasmussen virkede som lærer i Tversted frem til 1956, hvor den nye skole blev opført. Han døde i Tversted i 1973.
Gennem generationer har flere børn i familien båret de to dåbskjoler. Nu er de vendt tilbage til lokalområdet, efter at Inge Viskum, datter af Else Viskum (født Rasmussen), har valgt at donere dem til Tversted-Uggerby-Sørig Lokalhistoriske Arkiv. Hendes ønske var, at kjolerne skulle “hjem” til Tversted.

Det andet er fra vores arkiv. Foto: Tversted-Uggerby-Sørig Lokalhistoriske Arkiv.
Hos arkivet er man særdeles glad for den usædvanlige gave.
– Vi modtager normalt ikke tøj, men vi kunne slet ikke sige nej til disse kjoler, fordi der følger en helt særlig lokal historie med, fortæller arkivets formand Kirsten Christensen, som nu vil sørge for, at de bevares for eftertiden.
Med donationen bliver dåbskjolerne ikke blot bevaret som tekstiler, men også som en del af fortællingen om en lærerfamilie, der gennem årtier satte sit præg på Tversted og lokalsamfundets historie.


