De 60 unge elever arbejder i disse uger sammen med deres forældre for at samle penge ind til turen, hvor de blandt andet skal opleve kulturen, hverdagslivet og samarbejdet med blandt jævnaldrende elever på forskellige skoler i Gambia.
En stor del af indtjeningen sker gennem frivilligt arbejde under den internationale fodboldturnering Dana Cup, hvor omkring 15.000 unge fodboldspillere hver dag skal bespises.
Eleverne hjælper blandt andet til i Dana Cup-køkkenet, hvor de arbejder sammen med køkkenpersonalet om at lave mad på de store feltkomfurer fra Forsvaret. Opgaverne spænder bredt fra at snitte store mængder salat og hjælpe med madlavningen til opvask og andre praktiske køkkenopgaver.

Derudover tager elever og forældre også del i mange andre opgaver. På HPR er der indkvarteret 255 Dana Cup-deltagere, og her hjælper elever og forældre med skolevagter. Andre tager vagter ved e-sportsteltet og den store Lego fodbold i forlystelsesområdet.
Fællesskabet rækker også ud over Hjørring. Omkring 25 kommende 10. klasseelever og deres forældre hjælper desuden til ved Musik under Trappen i Hirtshals, hvor opgaverne blandt andet består af nattevagter og oprydning tidligt om morgenen.

En af de unge, der allerede er godt i gang, er Asger Larsen fra Bagterpskolen, som efter sommerferien starter i 10. klasse på HPR.
”Jeg glæder mig rigtig meget til at starte på HPR. Det er fedt allerede nu at lære nogle af de nye klassekammerater at kende, og jeg synes, vi får et rigtig godt sammenhold, når vi arbejder sammen om noget fælles,” fortæller Asger.
Han hjælper naturligvis ikke alene. Som mange af de andre kommende elever har han både sin mor og far med på holdet.
”Mine forældre er også med til at hjælpe, og det betyder meget, at vi gør det her sammen,” siger Asger.
På HPR handler Gambia-turen derfor ikke kun om selve rejsen. Allerede nu er eleverne i gang med at bygge relationer, tage ansvar og skabe det fællesskab, som skal være fundamentet for deres ophold i 10. klasse.


