Ikke færre end 26 spejdere fra KFUM i Bindslev er vendt hjem efter en oplevelsesrig uge på Spejdernes Lejr 2026, der blev afholdt på Hedeland mellem Roskilde og Høje Taastrup.

Lejren samlede omkring 30.000 spejdere fra 32 forskellige lande og bød på et omfattende program med aktiviteter, fællesskab og friluftsliv.
De nordjyske spejdere rejste til og fra lejren med bus sammen med andre spejdere fra lokalområdet. I løbet af ugen deltog de i en lang række oplevelser både på og uden for lejrpladsen.


Blandt højdepunkterne var en skattejagt i Roskilde Domkirke, rollespil på Vikingeskibsmuseet og et besøg i Biernes Univers. Spejderne deltog også i DM i Pind og gennemførte et forløb i borgerberedskab, som udløste både diplom og mærke.
Som en del af spejderlivet byggede deltagerne selv deres lejr op ved ankomsten og sørgede efterfølgende for at tage den ned igen, så naturområdet blev efterladt i god stand.

Lejrens store fælles lejrbål ved åbningen og afslutningen blev ifølge KFUM Spejderne i Bindslev nogle af ugens største oplevelser. Her var tusindvis af spejdere samlet til show, musik og fællesskab.
Hos KFUM Spejderne i Bindslev beskrives ugen som en stor succes, og allerede nu ser spejderne frem mod den næste landslejr.
Spejdernes Lejr afholdes hvert fjerde år, og næste gang bliver i 2030, hvor Silkeborg er vært.


