Nedenfor bringes i sin fulde ordlyd båltalen af Venstres byrådskandidat Michael Vajhøj.
Godaften alle sammen.
Først og fremmest: Tusind tak for invitationen til i aften. Hvor er det skønt, at vi igen må samles om noget, der ikke kun foregår hjemme foran fjernsynet. For uanset hvor meget mange af os end har nydt det forgangne år når Philip Faber tonede frem på skærmen, eller nyder det disse dage, når der er foldbold, så er det intet mod at mødes fysisk; at være sammen om noget ansigt til ansigt.
Nogle af os tror på hekse. Nogle af os tror på historierne om Johannes Døberen, som aftenen i aften har navn efter. Nogle af os er fuldstændigt ligeglade med hvorfor vi mødes; bare vi mødes og er fælles om noget.
I aften samles vi omkring bålet. Ild har altid haft en dragende effekt på os mennesker. Og traditionen med at samles til bål her ved midsommertid ligger da også utallige generationer tilbage.
Jeg kan huske Sankt Hans aften fra da jeg selv var barn. Vi var med familien altid samlet i Fjelsted ikke langt her fra, i en del af skoven der altid bare blev kaldt Amerika. Det var en herlig tid. De gamle og gråhårede grillede, og os børn vi spillede rundbold. Og når bålet var blevet tændt, så var der snobrød til alle.
Siden da er der sket meget. Nogle af os er vist blevet en smule ældre. Ja, os der dengang var børn, er nu blevet en del af de gamle og gråhårede. Især hvis man spørger dem, der i dag er børn.
Men vi samledes om bålet, og heksen blev brændt af og sendt afsted mod Bloksbjerg.
Sådan overdragede vores forældre deres traditioner til os, ligesom vi overdrager dem til næste generation. På visse punkter er det dejligt, at børn er så lærenemme. Det os voksne gør, sætter sig nemt i dem. Både bevist og ubevidst.
Vores gode vaner og dyder giver vi videre – ligesom vi nemt kommer til at give vores skavanker og dårlige vaner videre.
Det der med at brænde rigtige hekse og trolde af på bålet, det ligger heldigvis forud for vores tid. Det er heldigvis ikke alt, der hænger ved fra generation til generation. Der var vist nogle, der tilbage i 1600-tallet stoppede op og tænkte; det der med at brænde hekse på et bål, det er da vist ikke den allermest smarte ting at gøre.
Mon vi selv engang imellem husker at stoppe op og tænker over, om den adfærd vi har, er noget vi gerne vil give videre til andre?
Et sted det nok ikke ville være så dumt lige at trække vejret engang imellem er på de sociale medier som for eksempel Facebook. I overført betydning kan det engang imellem nemt føles som om, at vi stadig udpeger hinanden som hekse og troldmænd og brænder hinanden på bålet – i hvert fald med glødende ord og gloser.
Jeg skal gerne indrømme, at der da også kan ryge en finke af panden hos mig selv.
Når man engagerer sig i en sag, så glemmer man tit at huske på, at der også skal være plads til andre.
Plads til andres holdninger og andres meninger.
Plads til både at være enige og til at være uenige.
Ja, det betyder jo så også, at der skal være plads til både blå og røde politikere, eller hvilken farve sådan nogle som os nu går og stempler os selv med.
Nu ér det jo valgår, men jeg vil forsøge at passe på med at udråbe den ene side som de gode og den anden som de knap så gode – i stedet vil jeg bare holde fast i, at det er skønt, at vi lever i en del af verden, hvor der er plads til begge dele.
Plads til at have forskellige meninger om, hvordan vi giver den bedste verden videre til vores børn.
For i de fleste udfordringer her i livet, er der nu engang argumenter for både den ene og den anden løsning – og hånden på hjertet; der ér ikke nogen af os, der er så kloge, at vi har det rigtige svar på alt.
Så det gør nok ikke noget, at stoppe op engang imellem.
Det gør nok ikke noget, hvis vi engang imellem stopper op og forsøger at være tavse. Uanset hvor svært det end måtte være, så engang imellem holde vores mund, så vi bedre kan høre dem, der fortjener at blive hørt. Det er trods alt ikke altid dem, der råber højst.
Det gør nok heller ikke noget, hvis vi forsøger at være forsigtige med at dømme andre. Jeg tror, vi alle har prøvet at have en lidt dårlig start på dagen, og derfor måske er lidt mere nærtagende end andre dage. Sådan har andre det også, så hvis nogen siger eller gør noget, som du ikke er helt enig i, så er det ikke nødvendigvis en personlig fornærmelse rettet mod dig. Det er blot udtryk for, at de ligesom dig og mig er mennesker.
Det gør nok ikke noget, hvis vi forsøger at være lidt mådeholdne her i livet. Der er nok til pølser os alle, og det bliver altså lidt sjovere, hvis vi husker at være fælles om dem.
Og det gør nok ikke noget, hvis vi engang imellem husker på historien om den barmhjertige samaritaner. At vi forsøger at række ud til dem i nød, og forsøger at rette op på uret.
Uanset om vi tror på hekse og trolde. Uanset om vi tror på historierne om Johannes Døberen og hans fætter Jesus, så lad os tro på det gode i hinanden – og lad os forsøge at frembringe det i hinanden, så det er dét vi givere videre fra generation til generation.
Hver især har vi nemlig evnen til at få hinanden til at smile. Lad os om lidt mødes i et kæmpe smil, når vi sammen skal synge Holger Drachmanns smukke Midsommervise.
Og lad os se, om ikke vi kan brøle næsten ligeså højt, som når Mæhle scorer mod Rusland.
Tusind tak fordi jeg måtte komme i aften. Tusind tak til jer ildsjæle der endnu engang har knoklet for at skabe rammerne om en fantastisk Sankt Hans. Og tusind tak for ordet.