Den 31. januar i år forlod Storbritannien officielt EU. Lige siden har landet været i en overgangsperiode, og den 1. januar 2021 træder Storbritannien definitivt ud af EU.
Men inden det kan ske, er der en masse regler og love som skal være på plads. Et af problemerne handler om andre landes ret til at fiske i britisk farvand. For store dele af danske fiskeres fangst kommer netop fra britisk farvand. Derfor var fødevare- og fiskeriminister Mogens Jensen mandag på besøg i Skagen for at høre de nordjyske fiskeres bekymringer forud for det endelige Brexit.
Stor usikkerhed om fremtidens fiskeri
Uden en aftale med Storbritannien, er der stor usikkerhed om, hvordan næste års kvoter på de pelagiske arter kommer til at se ud.
– Det er klart det vil skabe noget uro. Vi ønsker selvfølgelig, at der skal komme en aftale, men uden en aftale er det en ny situation. Det siger Johannes Palsson under ministerens besøg.
Han er direktør for Scandic Pelagic. Fabrikken fileterer sild, en af de fisk der bliver fanget flest af i britisk farvand. Han frygter, at uden fiskekvoterne fra britisk farvand, vil det få konsekvenser for hans fabrik.
– Hvis der bliver mindre fisk tilgængelig i markedet, så må vi tilpasse os. Yderste konsekvens går det ud over nogle arbejdspladser.
Milliardfangst i britisk farvand
Cirka 40 procent af al fangst fra dansk fiskeri sker i britisk farvand. Det svarer til fisk for én milliard kroner, og derfor kan det have alvorlige konsekvenser, hvis de danske fiskere skal finde nye farvande.
Den her fiskeriaftale er vigtig for Danmark – for Nordjylland og Vestjylland. De steder hvor lokalsamfundene er afhængige af, at der kommer fisk. Det er mange arbejdspladser, der er tale om, det er en vigtig industri for Danmark, og derfor er vi også optagede af at få en så god aftale som muligt, siger Mogens Jensen, fødevare- og fiskeriminister.
Danmark er ikke selv direkte med i forhandlingerne, men arbejder sammen med andre lande, som for eksempel Holland, for at lægge pres på briterne.
– Uden en aftale om fiskeri kan vi jo sige til dem (red.: briterne), at de ikke kan afsætte varer på det europæiske marked. Så det er jo noget for noget, og jeg tror også vi kan lave en aftale med dem, uddyber Mogens Jensen.
Deadline nærmer sig
Forhandlingsparterne håber på en aftale senest i slutningen af oktober, ellers er det ikke sikkert, at aftalen kan være klar inden overgangsordningen slutter 1. januar.
Den bedste aftale vil være uændrede forhold. Det er noget alle kender, og har tilpasset sig. Men hvis der bliver en anden aftale, må vi tilpasse os den, afslutter Johannes Palsson.
Kilde: TV2 Nord.