Af Mikael Justesen
Der var en skrigen og en skrålen. Musikken pumpede og med jævne mellemrum kunne man høre løssluppen syngeri og kaskader af overrislet, overstadig latter. Nogle på nabovejen holdt fest – jeg gætter på svendegilde eller studenterfest. Og den fjerne buldren fra festen var simpelt hen ikke til at holde ud!
“Det er for dårligt”, brummede jeg og var så rasende, at jeg stod op af sengen. Gik med faste skridt hen mod døren til terrassen, åbnede den på vid gab og aaahhhhh – endelig kunne jeg ånde igen. For nu, med åbent vindue, kunne jeg heldigvis høre det ordentligt. Musik! Liv! Glæde! Ungdom!
Jeg lagde mig tilbage i sengen, samlede hænderne bag nakken og faldt i en dejlig søvn med “Kys det nu, det satans liv” i ørerne og gode minder fra min egen studentertid i tankerne.
Og jeg vil opfordre alle andre gamle røvhuller på min alder og frem til at gøre det samme. Nyd det! Vi overlever fint først at få ro klokken 2 en gang eller to i løbet af disse glade uger. Se! Lyt. Mærk at livet efter halvandet år i et gravkammer igen har fået overtaget. De unge har i 18 måneder skulle gemme sig for en virus – der max havde givet dem en slem forkølelse men potentielt kan taget livet af os andre. Det har de gjort. Nu har vi fået vores stik – og nu er det deres tur. Mere end nogensinde har en generation svende og studenter i alle kulører fortjent at slippe håndbremsen.
Kære unge: Hold fest! Drik, kys, syng, grin, se solen gå ned og stå op igen uden at sove i mellemtiden. Glem gamle, podagrabefængte, mavesyreramte mænner og madammer. Enten spildte deres egen ungdom eller også har de glemt hvordan det var.
Mikael Justesen er direktør på TV2 Nord.
<3