Viborg FF Talent forsætter oprustningen med ansættelsen af 38-årige Christian Borup, der tiltræder som ny ungdomsudviklingstræner. Christian Borup er til dagligt bosat i Aalborg, og har tidligere arbejdet i AaB og senest fungeret som fodboldkonsulent i DGI Nordjylland.
Som ungdomsudviklingstræner får Christian det overordnede ansvar for talenthold U13-U15, herunder blandt andet spiller- og trænerudvikling samt planlægning, evaluering og eksekvering af træning – i samarbejde med klubbens U13-U15 trænere.
-Vi glæder os til at byde Christian Borup velkommen i Viborg FF-familien. Christian har stor erfaring og flair for den tekniske træning, hvilket flugter godt i forhold til vores U13-U15 miljø, hvor vi vægter individuelle færdigheder højt. Derudover bliver Christian tilknyttet vores samarbejdsklubber gennem Projekt Børneudvikler, hvor han skal løfte og styrke børnefodbolden i lokalområdet, udtaler talentchef Rasmus Stenild
Christian Borup tiltræder i VFF Talent den 1. august, og han ser frem til at påbegynde arbejdet:
-Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang hos Viborg FF, hvor jeg gennem snakke med Rasmus Stenild og andre personer i talentsektoren har fået et rigtig godt indtryk. Viborg FF er et godt sted at være for talenter, og derfor er det som passioneret talentudvikler også det helt rigtige miljø for mig at lande i, siger Christian Winther Borup.
Sammen med alle de andre dygtige mennesker i VFF Talent vil jeg arbejde hårdt for, at de lokale talenter får de bedst mulige forudsætninger for at lykkes, samtidigt med, at breddemiljøerne i kommunen også har rigtige gode forudsætninger for at fastholde spillere, så der er masser af fodboldtilbud i Viborg Kommune, slutter Christian Winther Borup.