De seneste dage har været præget af heftige regnbyger, hvor der ind i mellem også har været tale om skybrud.
De store mængder vand kan være en udfordring for afgrøderne på landmændenes marker.
– Det er virkelig et problem, når der falder så meget vand på kort tid. Vi vil gerne have vandet, men i stedet for de heftige byger med store mænger vand på én gang, må det hellere regne stille og roligt i et par timer, siger Søren Greve Olesen, der er chefkonsulent for planteavl hos LandboNord.
Problemet med de heftige byger er, at regnvandet ikke bliver opsuget i jorden men i stedet løber til lavere liggende områder. Derudover kan de store mænger vand på kort tid få kornet til at vælte.
– Kornet klasker til jorden, og det kan blive et problem for landmændene at høste det senere, siger Søren Greve Olesen.
Sandede marker har brug for vand
Planteavlskonsulenten har ikke noget imod regnvandet – tværtimod – det skal bare falde stille og roligt.
– Store dele af Vendsyssel har indtil nu fået alt for lidt regn, og vi oplever mange steder tørkepletter. Især de sandede marker har brug for mere vand, siger Søren Greve Olesen.
Han forklarer, at majsplanterne på markerne gerne vil tankes op med vand, og at græsmarker og roemarkerne også har brug for vand.
– Det samme gælder kornet på de lettere jorde, de har også gavn af vandet, siger Søren Greve Olesen.
Hvis han kunne bestemme over sommervejret set fra en planteavlskonsulents synspunkt, er opskriften sådan her:
– Det må gerne regne lidt hver nat, og så ellers en rigtig god varm sommer, slutter Søren Greve Olesen.
SKYBRUD
- I Danmark definerer vi skybrud som en nedbørintensitet på mere end 15 millimeter på 30 minutter eller derunder.
- Skybrud kan forekomme som helt separate byger, men de kan også forekomme som ekstra kraftige celler inde i et mere almindeligt langvarigt regnvejr.
Kilde: TV2 Nord og DMI