Team Hjørring startede fredag ud med at cykle fra hotellet i Brædstrup kl. 7 om morgenen, og efter godt 38 km var der den første lille pause. Efter 60 km var der rigtig spisepause.
– Det var lidt tiltrængt. 20 km inden næste pause kunne man godt begynde at mærke, at man ikke havde sovet så længe i nat, fordi man skulle tidligt op. Efter 108 km var der spisepause igen, dog i stedet for sandwicher som første madpause, var det pasta og kødsovs, fortæller Oliver Ditlev Nielsen.

– Godt 30 km efter madpausen ved 108 km havde vi et lille stop, fordi vi skulle testes lige inden for den dansk-tyske grænse. Alle blev testet, og indenfor de næste 5 km kørte vi over grænsen til Tyskland. Det var et fedt sted at nå, og det gav en masse energi tilbage.
– Da vi nåede ud af Flensborg begyndte det bogstaveligt at pisse ned, der regnede så meget, men vi kørte videre og til sidst nåede vi hotellet, slutter dagens opdatering af Oliver Ditlev Nielsen.

Ved grænsen sagde holdet desuden farvel til Jens Peter Palmblad, idet mekanikervognen blev overtaget af Søren Kjelgaard Jensen, der også var med Team Hjørring på turen til Paris i 2015.


