Lørdag blev den nye plads for modstandsmanden Anders Johannes Jørgensens mindesten officielt genindviet.
Mindestenen for Aabo, som han bedre er kendt som, blev allerede flyttet sidste år, men på grund af coronapandemien har det ikke været muligt at holde en officiel indvielse før.
Aabo var byleder for modstandsbevægelsen i Aalborg under 2. verdenskrig, hvor han ledte knap 1900 mand i kampen mod nazisterne.
Han boede i skjul forskellige steder i byen, mest hos enkefrue Bierlich på Teglværks Allé nummer ni, hvorfra Aabo brugte parken Østre Anlæg til at komme uset til modstandsbevægelsens hovedkvarterer på skiftende adresser.
Stenen står nu i Østre Anlæg i Aalborg. Med til indvielsen var Aabos søn, Hans Jørgensen Lodberg, som har taget initiativ til at få stenen flyttet. Til indvielsen var der blandt andet taler af Aabos børn og der blev sunget “Altid frejdig når du går”.
Kilde: TV2 Nord.