Skuespilleren Hanne Laursen havde tidligere begejstret publikum både på Vendsyssel Teater og Himmerlands Teater med sin forrygende fortolkning af Shirley Valentine.
Her i “De 7 slags dråber” gik hun på scenen som sjælekender og urkvinde – i et univers af flasker og helbredende planter. Med på scenen er musikeren Jacob Rose, der skaber det lydlige univers omkring de gyldne drømmedråber: Bjesk, bitter, brændevin, urtesnaps …
Scenografien er skabt af Johanne Eggert, som også har fået idéen til denne forestilling – inspireret af myter om urter, kloge koner og ikke mindst af beretningerne om den legendariske Bjesk Signe i Hirtshals.
Susanne Sangill, der er teaterdirektør på Himmerlands Teater, instruerer De 7 slags dråber. Titlen er hentet fra Susanne Sangills barndom.
Hendes bedstemor havde nemlig en flaske med De 7 slags dråber stående. Disse dråber kunne kurere næsten alt …

