At gå ture sammen med andre og alene for den sags skyld… det er ved at blive et hit hos mig…
Nogle vil nok mene, at jeg er gået lidt for vidt og for langt med et par af billederne fra seneste tur med Vandrefuglens Univers igennem Hirtshals med tilstødende jorde, men sån er det… mit motto: Det ene udelukker ikke det andet… nødvendigvis… og gåes skal der… langt og vidt…
Ca. 6 km i raskt trav under myndig ledelse af Birthe, som tilrettelægger og tester stier, veje, trapper, sand og vand, så der også bliver tid til lige at registrere, hvor man er, og hvad man ser… og så videre…
Fra Fyret mod syd omkring Fyrklit – hvor jeg kender en, der har en lejlighed til salg – og mod nord langs kanten gennem bunkerområdet og ned på stranden ad en sti, jeg ikke havde prøvet før…
Over vandkantene kredsede hundrevis af måger på lur efter disse dages lækkerbidskener… små sildelignende fisk, som jages helt op på stranden af jagtende makreller…
Arnoldi sneg sig med på Husmoderstranden, og på vejen fra havnen kom vi forbi Banegårdspladsen og Havfruen af Stinne Teglhus, som nu om stunder gør det som kunstnerisk leder af Dronninglund Kunstcenter…
Tilbage ved Hirtshals Fyr til evaluering og medbragt kaffe… og gode råd om fnugrullen, som fanger flåter, når man har været igennem “tæt og skulderhøj karse”…
Og lørdag den 24. juli er der en helt ny tur… glæder mig…


