Efterårsferien er skudt i gang, men ligesom så meget andet under en coronapandemi, bliver kartofelferien, som den af historiske grunde også kaldes, for de fleste lidt anderledes end tidligere år.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at danskerne begrænser deres sociale kontakter, og derfor kom de på et pressemøde tidligere på ugen også ind på, hvordan danskerne – og især børnefamilierne – kan holde efterårsferie på en smittesikker måde.
– Der er en udpræget samfundssmitte i Danmark, og derfor anbefaler vi fra Sundhedsstyrelsens side, at man også i efterårsferien begrænser den sociale omgang med andre, sagde Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.
Lørdag blev der konstateret 444 nye smittede det seneste døgn.
Derfor kom Sundhedsstyrelsen med nogle anbefalinger til danskerne op til efterårsferien:
- Vær sammen med dine nærmeste.
- Søg udendørs, hvor smitterisikoen er mindre.
- Undgå større familiefester eller arrangementer på tværs af familier.
- Hold god håndhygiejne, gør rent og hold afstand.
- Hav fokus på børns trivsel, så de ikke bliver ensomme eller isolerede.
Vejret er ikke med os
Så længe vejret er godt, er det jo en smal sag at holde hele familien beskæftiget udendørs i en hel uge.
Men så heldige er vi ikke.
Vejrudsigten for uge 42 byder på både regn og blæst og temperaturer på cirka 13 grader.
Så efterårsferien kan passende bruges på kreative sysler, på sofaen eller med den rette påklædning i naturen. TV 2 har bedt tre eksperter give deres bedste bud på aktiviteter til en efterårsferie med regn og restriktioner.
TRE KREATIVE
1. Små planeter af papmaché
Det er nemt at lave papmaché med børnene, og samtidig kan denne aktivitet vare hele efterårsferien.
Det eneste, du skal bruge, er mel, vand og avispapir – og en plastikdug til bordet.
Lav kugler ved at krølle avispapir og riv resten af avisen i strimler. Lav det hvide klister ved at blande mel og vand, og byg planeterne ved at dyppe avisstrimlerne i klister og beklæd kuglerne. Før I laver planeter, kan I lime en snort fast inde i kuglen, så den kan hænges op bagefter.
Smøg ærmerne op og gå i gang.
– De sjove ting sviner en smule, siger Line Hvid, der har hjemmesiden Kreativ med ungerne, som er fyldt med kreative ideer til for eksempel efterårsferien.
– Men det er supersundt for børn med den her meget sanselige oplevelse og fedtede fingre, understreger hun.
Derefter skal planeterne tørre i to dage. Imens kan man spørge børnene, hvad der betyder noget for deres planet? Planeterne kan dekoreres med tuscher, acrylmaling og ting, der kan limes på.
– Det tager flere dage. Men det er jo efterårsferie, så vi har god tid, siger Line Hvid.
2. Dryppe med stearin
Stearinlys er hygge i en regnfuld tid. Og meget spændende at lege med for børn.
Den klassiske version er at dryppe mønstre ned i et fad med vand – gerne med lys i forskellige farver. Det er kun fantasien, der afgør, hvad I kan lave.
En ekstra sjov version er at dryppe med stearin på gamle Anders And-blade.
Det skal helst være dem fra 1980’erne, før tryksværten er god nok.
– Det er magisk for børn at se, hvordan figurerne fra tegneserier kan overføres til stearin, siger Line Hvid.
Børn skal ikke lege med lys alene, så husk at have en voksen ved siden af.
3. Hjemmelavet modellervoks
De fleste børn elsker modellervoks, og det er ekstra sjovt at lave det selv.
Opskriften er her, og ingredienserne har de fleste i køkkenskabene i forvejen.
Det er nemt for børn at blande det, og bagefter kan de lege med det i timevis.
– Det er så hyggeligt, siger Line Hvid.
Og har man først lavet hjemmelavet modellervoks en gang, spår hun, at man vil have lyst til at lave det igen og igen.
– Det er godt for sanserne, og mine børn elsker at lege med det, siger Line Hvid.
TRE I NATUREN
1. Samle svampe
Svampe kommer i tusindvis af farver og faconer. Og selv om det var en forholdsvis tør sensommer, kommer regnen nu – og dermed svampene.
– Det er sjovt at samle svampe, men selvfølgelig skal man aldrig spise svampe, før man er 100 procent sikker på arten, siger naturvejleder Marie Roland fra Naturstyrelsen Storstrøm.
Start med at lære let genkendelige spisesvampe at kende som for eksempel Karl Johan eller almindelige kantareller.
Der findes apps til svampebestemmelse som iNaturalist eller Svampeatlas. Og ellers kan man også sagtens nøjes med at lave fotosafari med mobiltelefonen.
2. Lav bål og varm kakao
Selvom vejret viser sig fra den våde side, kan man stadig tænde bål, varme kakao og riste skumfiduser eller bage snobrød.
Naturstyrelsen har mange overdækkede bålhytter rundt om i landet, som man kan finde på hjemmesiden Ud i naturen.
– Det kan være en god idé at tage brænde med. Så er man sikker på, det er tørt og nemt at tænde bålet, siger naturvejleder Marie Roland fra Naturstyrelsen Storstrøm.
3. Samle hasselnødder
Nu modner hasselnødderne, og det er sjovt at se efter de små klynger af lysebrune nødder i et hasselhegn. Hasselbusken kræver lys, så de vokser ofte i skovbryn eller langs en vej.
Allerede i Jyske lov fra 1241 blev det nedskrevet ved lov, at man fra vej og sti må sanke eller samle. Dengang måtte man samle en hatfuld af det, man fandt – undtagen de små lækre hasselnødder.
Der måtte man nøjes med at samle en håndfuld, så der var nok til alle.
– Det er stadig en god regel, for mange vilde dyr og fugle elsker også hasselnødder, siger naturvejleder Marie Roland fra Naturstyrelsen Storstrøm.
TRE I SOFAEN
1. The Ozark
– Det er en perfekt erstatning for Breaking Bad, som er en af de mest legendariske serier, siger Kim Martin Sørensen, der har hjemmesiden Vi elsker serier.
I The Ozark falder en finansiel rådgiver i unåde hos mexicanske gangstere, men redder livet ved at overbevise dem om, at han kan hvidvaske penge for dem i naturreservatet Ozark i Missouri.
Derfor flygter han fra Chicago med kone og to børn for at opdyrke det nye marked, der er et sammensurium af rige mennesker og små landsbysamfund, og det er en fed ramme om serien.
– De bliver bedre og bedre til at navigere i den kriminelle underverden, og de spiller fantastisk. Men det er rammen om serien og de fede karakterer, vi møder undervejs, der for alvor gør den spændende, siger Kim Martin Sørensen.
The Ozark kan ses på Netflix.
2. Cobra Kai
Hvis du er barn af 1980’erne kender du nok filmen The Karate Kid fra 1984.
Den handler om Daniel LaRusso, der oplæres af Mr. Miyagi til at tage kampen op mod en flok bøller fra den lokale karateklub, Cobra Kai, anført af hans rival Johnny Lawrence. The Karate Kid var en bragende succes i 1980’erne, og der kom i alt tre film.
I serien Cobra Kai er Daniel og Johnny blevet midaldrende mænd. Daniel er en velhavende mand med kone og to børn, mens Johnny er en slags bums. Og uden at afsløre for meget, er det mindre klart, hvem der er den gode, og hvem der er den onde denne gang.
– Den fanger stemningen fra den gamle film, men vender samtidig verden på hovedet, siger Kim Martin Sørensen.
Han anbefaler, at man se den gamle film først. Men man kan sagtens følge med og få en fed oplevelse, hvis man springer direkte ind i serien.
Cobra Kai kan ses på Netflix.
3. The Plot Against America
– Den er vovet. Men nu er der snart valg i USA, og derfor er det fedt at udforske netop denne serie, siger Kim Martin Sørensen.
The Plot Against America er en serie, der sætter tanker i gang. Specielt hvis man i forvejen synes, at amerikansk politik er spændende, er der her seks timers velproduceret.
Serien handler om en jødisk familie og er sat i en alternativ virkelighed anno 1940, hvor Charles Lindbergh bliver valgt som amerikansk præsident i stedet for Franklin D. Roosevelt. Og det skaber problemer for USA’s jøder.
Charles Lindbergh var en amerikansk helteskikkelse, der blev kendt for at krydse Atlanten med fly – og berygtet for sine kommentarer om den jødiske befolkning.
I andet afsnit vinder han valget, og med ham i Det Hvide Hus giver serien et sug i maven. Det samme gør musikken og den autentiske billedside med klip fra nazisternes forbrydelser.
– Denne serie er så relevant at kaste sig over, for man er fantastisk godt underholdt, mens man reflekterer over den verden, vi lever i og er med til at skabe, siger Kim Martin Sørensen.
The Plot Against America kan ses på HBO Nordic.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Pixabay.