Der har været overvældende interesse for sommerskolen, så arrangørerne hos Hirtshals Tennisklub har måttet stoppe for flere tilmeldinger.
Ikke færre end 48 glade børn skal i de tre dage prøve kræfter med tennis, bordtennis og badminton. Det sker henholdsvis i Hirtshals Idrætscenter og på tennisbanerne ved Hirtshals Tennisklub. Der rundes af med en dukkert i svømmehallen.
Der er tre dygtige trænere: Erik Jan Pedersen, tennis, Emil Brink, badminton og Anders Amby, bordtennis, som sørger for at deltagerne får en introduktion til disse sportsgrene. Frokost bliver serveret i klubhuset og maden bliver leveret af Mormors Sommercafe`
Som afslutning på sommerskolen inviteres børn og forældre til en lille forfriskning onsdag kl. 16 ved tennisklubbens baner.
Sommerskolen bliver realiseret via penge fra Hjørring Kommunes sommeraktivitetstilbud, Spar Nords Gavefond, og når grillen tændes på onsdag er den kraftigt sponsoreret af Bygma i Hirtshals.
Herudover er der naturligvis en masse frivillige, som hjælper med alt det praktiske.