Fire repræsentanter fra 3F var søndag morgen klokken 7.30 mødt op foran Thorbjørn Jepsen og Poul Frederiksens minkfarme på Gjøl.
Med sig havde de en overenskomst, som de ville overlevere til ejeren af Christian Mink Services, som er det firma, som myndighederne har hyret til at aflive mink.
– Vi er blevet gjort opmærksomme på, at det firma, der skal udføre aflivningerne, ikke har overenskomst. Vi har også i medierne kunnet se, at der er stor sandsynlighed for, at der er tale om social dumping. Derfor har vi reageret. Så vi har været ude med en overenskomst, vi ville give til ejeren, siger formand for 3F Midtvendsyssel, Per Kjeldsen.
Foruden de fire repræsentanter fra 3F var der også en mindre demonstration, magen til den der var lørdag morgen. Per Kjeldsen vurderer, at omkring 50 lokale borgere var mødt op, for at vise deres sympati med de minkavlere, hvis mink nu skal aflives.
Skuffet over myndighederne
Politiet var også til stede for at hjælpe myndighederne ind på minkfarmene, men på trods af de demonstrerende borgere, opstod der ikke nogen problemer og myndighederne kunne gnidningsfrit køre ind på farmene og genoptage aflivningsarbejdet.
Det lykkedes imidlertid ikke for 3F at finde ejeren af Christian Mink Services, og derfor kunne de ikke overlevere overenskomsten fysisk.
– Det vi gør er, at vi sender ham et brev og en mail og så ringer vi selvfølgelig også til ham. Så vil vi gøre ham bekendt med de ting, som vi vil gøre ham bekendt med. Han skal give en tilbagemelding om, om han vil tegne en overenskomst inden den 13. oktober. Hvis han ikke gør det, har vi varslet konflikt fra den 14. oktober, siger Per Kjeldsen.
Han fortæller desuden at 3F har gjort myndighederne opmærksomme, at det kan ende i en konflikt.
– Jeg er dybt skuffet over, at myndighederne ikke sikrer sig, at det er ordentlige forhold, inden de går i gang. Det er under al kritik og det er ikke de forventninger vi har til en socialdemokratisk regering, siger Per Kjeldsen.
Kilde: TV2 Nord.