Hos Charlotte og Jim Smedegaard Terp på Den Gode Gård ved Sindal mener ejerne, at de producerer de bedste kyllinger, man kan købe i landet. Intet mindre – og deres kunder er tilsyneladende enige.
– En kylling er ikke bare en kylling. Vi skal ikke kede folk med at fortælle, hvordan kyllinger normalt lever, for det er en trist historie. Vi vil blot beskrive, hvad vi gør, fortæller Jim Smedegaard Terp.
Som alle deres andre dyr lever de deres liv udendørs på græs og i skov. De skraber efter orme, løber efter insekter og spiser græs og urter. De er meget aktive, og det giver gode muskler, som betyder kød med god struktur, saftighed og velsmag.
– Dyrene er robuste, og vi ser aldrig de sædvanlige problemer med, at benene har svært ved at bære dem på trods af, at vores fugle er store og vejer 2 til 4 kg, når de er slagtet, og de får lov at leve i ca. 100 dage. Man kan selv regne ud, hvad sådan en levevis gør ved sundhedsværdien i kødet, tilføjer Charlotte Smedegaard Terp.
Den helt store forskel på parret og andre økologiske producenter er med deres egne ord deres fokus på friske folde. Deres dyr flyttes ofte i deres mobile hegn og huse, for at de hele tiden kan tilbydes friskt græs, og hvad der ellers hører med. Samtidig undgår man ophobning af afføring, så dyrene ikke skal gå rundt i det, og jorden fodres jævnt med næring. Det bryder samtidig eventuelle sygdoms- og parasitcykler.
Grisene på gården hygger sig i skoven og får selvfølgelig også friske stykker, når de har rodet godt rundt i en fold. De finder svampe, insekter, orme og rødder, og det er tydeligt, at de elsker det.
De eneste dyr på Den Gode Gård, som ikke flyttes ofte, er kaninerne. De får kun ny fold en gang om året, og det skyldes at de får lov til at leve et naturligt liv i en stor koloni, hvor de graver redekomplekser under jorden. Det giver mening, fordi det er tættest på deres natur – det er nemlig vores udgangspunkt: dyrene skal leve så tæt på deres natur som muligt for at have det så godt som muligt.
– Alle vores produkter er økologiske, men vi overgår retningslinjerne på så godt som alle parametre, for vi mener det, når vi siger, at vi går op i dyrevelfærd og kød i højeste kvalitet. Her er ingen sprøjtemidler, gylle, kunstgødning, lugt, larm, pløjning og dyr i stald. Bare et godt liv på græsmarker og i skov. Vi mener, det kan smages, og vi vil så gerne dele oplevelsen med andre, fastslår Jim Smedegaard Terp.
Så kontakt de gerne for køb af kød. Lige for tiden er det kyllinger og diverse udskæringer og fars af gris, de har på hylderne. De tager 100 kr/kg for deres store, lækre kyllinger. Det er ifølge parret det samme eller mindre, end man giver for en standard økologisk kylling i supermarkedet.
Kontakt dem gerne via mail dengodegaard@gmail.com eller på telefon 23967934. Man er også meget velkommen til at følge dem på de sociale medier facebook.com/dengodegård og instagram.com/den.gode.gaard