”HOLD NU FAST!! Hvor har vi glædet os til i aften!”
De ord plejer at være lige så sikre som det velkendte ”amen i kirken”, når Hirtshals Musikforenings faste konferencier, Michael Vajhøj, går på scenen og byder velkommen til deres mange koncerter.
Desværre har den verdensomspændende COVID-19, sat en dæmper for antallet af gange netop dén sætning har kunnet udbrydes de seneste halvandet år, men nu skulle det være lige oppe over (igen).
Fredag den 10. september er der nemlig intimkoncert i Den Svenske Sømandskirke med ingen mindre end den legendariske Ivan Pedersen.
– Hele musikforeningen har mildest talt haft abstinenser efter igen at kunne komme ud og skabe fede oplevelser i byen, udtaler Michael Vajhøj og fortsætter:
– De seneste to somre har vi måttet aflyse vores højdepunkt, Musik Under Trappen, som ellers har været medvirkende til, at vi har kunnet arrangere disse lidt mindre intimkoncenter, hvor der er plads til at kræse lidt ekstra for publikum, men da chancen bød sig, slog vi promte til.
At kræse for publikum er der helt bestemt lagt op til, for udover Ivan Pedersen selv, har han taget – hvad han selv beskriver som – Danmarks Næstbedste Trio med bestående af Sten Rasmussen, Troels Skovgaard og Søren Skov. Tre navne, der for kendere, bestemt vækker genkendelse og hos musikere er grund til op til flere såkaldte hatteløft.
Ivan Pedersen selv har efterhånden godt halvtreds års erfaring på scenen og et repertoire man vel nærmest skal have været døv for at ikke at have hørt og sunget med på i gennem årene.
– Jeg kan ikke prale af at have ligeså mange år på bagen, som et par af andre i bestyrelsen, men jeg har da skrålet med på både Love In Siberia og ikke mindst Backseats Half a man, slutter Michael Vajhøj med slet skjult hentydning til, at det vist ikke kun er aftenens hovedstjerne, Ivan Pedersen, der efterhånden har fået flere grå hår end de af den oprindelige farve.
Netavisens udsendte ser om nogen frem til en aften med nostalgien og musikken i højsædet. Den slags gør sig godt for både erfarne (redaktionens pæne ordvalg for gråhårede) såvel som nye lyttere.
Link til billetsalg: Ivan Pedersen i Sømandskirken