Hirtshals Handel & Erhverv bliver igen arrangør af Veterantræffet i 2022, hvilket atter vil finde sted i samarbejde med Hirtshals Turisme.
– Vi havde over 150 køretøjer på vores forrige træf, så naturligvis sætter vi baren endnu højre denne gang, siger Tommy Høj fra Høj Data.
Målet er 200 køretøjer fordelt på biler, lastbiler, traktorer, knallerter og motorcykler. På grund af det udvidede antal køretøjer får vi brug for mere plads. Så derfor vil en god del af Hjørringgade også blive inddraget til udstillingsområde. Næste års træf ligger også i august, nemlig lørdag den 13. august.
– Det er ugen efter Fiskefestivalen, så vi kommer virkelig til at sætte Hirtshals på landkortet som et sted, hvor der sker noget. Blandt dem der udstillede køretøjer var der i øvrigt stor tilfredshed med træffet. Således svarer over 80 procent i en spørgeskemaundersøgelse, at de helt sikkert eller temmelig sikkert kommer igen næste år, uddyber Toomy Høj, som var tovholder sammen med veterannørden Claus Neve Olsen.
– Så vi får ikke problemer med at fylde træffet, slutter Tommy Høj.