Sommerferien er for manges vedkommende forbi, og det markerer også slutningen på en livlig højsæson i Fårup Sommerland. Forlystelsesparken har i år kunne byde velkommen til rekordmange danske gæster, hvilket har resulteret i et samlet besøgstal på 320.000 i løbet af sommerferieugerne. Det betyder blandt andet, at Fårup Sommerland atter er tilbage på 2019-niveau, som blev et godt år for forlystelsesparken med knap 600.000 gæster.
– Vi glæder os over en fornuftig højsæson, hvor vi har taget imod det antal gæster, vi havde håbet på. Vi ligger lige nu lidt over 2019-niveau, hvilket er yderst positivt ovenpå et 2020, der langt fra blev som forventet, siger adm. direktør i Fårup Sommerland Niels Jørgen Jensen, som samtidig fremhæver, at gæstesammensætningen har set markant anderledes ud i forhold til tidligere år.
– Vi er vant til at tage imod op mod 60.000 nordmænd i løbet af sommerperioden, og dem har vi desværre måtte se langt efter i år. De flotte besøgstal skyldes således primært, at danskerne endnu en gang har været flittige turister i eget land. Det gælder ikke mindst vores trofaste nordjyske gæster, som også har besøgt os i løbet af sommeren.
Fårup Sommerland har samlet set oplevet vækst i besøgstallene på mellem 25 og 40 procent fra samtlige danske regioner uden for Nordjylland.
Historisk stor investering i lysfestival
Fårup Sommerland kunne tidligere på året melde ud, at parken næste år slår dørene op til Danmarks største rutsjebane, når Fønix står klar til at tage imod de første gæster. Nu kan Fårup så også løfte sløret for den med afstand største eventinvestering i parkens 46-årige historie. Det sker i efterårsferien, hvor Fårup Sommerlands populære høstfestkoncept udvides med en storstilet lysfestival; Lysfald.
Under festivalen oplyses parkens enorme areal på 35 hektar, og Lysfald bliver en af de absolut største samlede lyd- og lysinstallationer i Danmark til dato. Lysfald kan opleves i Fårup Sommerland fra den 16.-23. oktober, hvor forlystelsesparken ekstraordinært holder åbent helt til klokken 20.30.
– Det er helt bevidst, at vi opgraderer i en sådan grad på nuværende tidspunkt, og vi ser det som et vigtigt skridt på vejen ud af corona-skyen. Vi er overbeviste om, at det er afgørende, at vi investerer i vores oplevelsesprodukt og udvikler Fårup. Lysfald bliver en ekstraordinær oplevelse, som ikke er set lige i Danmark, og jeg er sikker på, at det er investeringer som Fønix og Lysfald, der vil skabe konkurrencefordele for Fårup – og nordjysk turisme – på længere sigt, siger Niels Jørgen Jensen.
Om Fårup Sommerland:
Fårup Sommerland blev etableret i 1975 og kunne i 2020 fejre 45 års jubilæum. Forlystelsesparken er årligt besøgt af cirka 600.000 gæster, hvoraf 80 procent normalt er danske. Fårup Sommerland har en gæstetilfredshed på hele 99 procent og har gennem årene vundet en lang række priser og er bl.a. kåret til top 3 blandt Europas bedste forlystelsespark fire år i træk (Kirmes, 2015, 2016, 2017 og 2018), Verdens 3. bedste service (IAAPA, 2015 og 2016), Nordens bedste sommerland i 2018 og 2019 (barnsemester.se) og forlystelsen Saven er kåret som bedste nye rutsjebane i Europa 2020. Fårup Sommerlands vision er at være indbegrebet af enestående oplevelser for familier i hele Norden, og Fårups slogan er ”De største oplevelser er dem vi har sammen”.