Eleverne havde i undervisningen arbejdet med forberedelse af deres egen juniorvirksomhed inden for murerfaget, produceret et flot skilt, været på byløb med fokus på historisk murværk og haft mulighed for at arbejde med lokale murervirksomheder som Bagterp Murerforretning, Brdr. Sommer og Hæstrup Murerforretning, der havde en lokal deltager med i Skills konkurrencen i år.
På EUC Nord fik eleverne afprøvet deres murerskills i udarbejdelsen af en bænk, der siden blev udstillet i konkurrenceområdet på Sct. Olai Plads og nu er bragt hjem til Norgesvej, hvor den pryder gangene. Stærkt gået af F6’erne, og tak til EUC Nord for en super eftermiddag.
Også andre teams fra blandt andet K-klasserne havde murerfaget på skoleskemaet og kiggede forbi konkurrenceområdet på Sct. Olai Plads, hvor der var forskellige arbejdende værksteder organiseret af blandt andet FGU Vendsyssel. Her kunne eleverne f.eks. prøve at håndtere fliser af forskellig art.
Lørdag eftermiddag blev den nye Danmarksmester inden for murerfaget fundet. Det blev som tidligere omtalt Gry Astrup, der løb med titlen i år. Hjørringskolen og NordsøPosten sender et stort virtuelt tillykke til Gry.
Kilde: Hjørringskolen.