Med sans også for det aktuelle har udgiverne af Lokalhistorisk Kalender Hirtshals 2021 til forsiden valgt et foto af det gamle cementstøberi, som lå placeret på det område, der senere blev til den voldsomt omdiskuterede Stoltzes Plads.
Krønikeskriverne har i det hele taget skærpet sansen ikke bare som altid for det lokalhistoriske, men prisværdigt nok også lige præcis for de rigtig gode historier fra blandt meget andet Horne Kirke over Emmersbæk til åbningen af Vesthavnen i september 1961 og købmand Niels Iversen på Vestergade.
Ligesom der er fotos med fokus på saltning af sild i 1948 og salig Hugo Nielsen, som heldigvis var den første i rækken til at videreføre ånden i flasken med bjesk fra Signe Hansen på Hirtshals Museum, samt det legendariske førstehold hos Hirtshals Boldklub, som i 1967 rykkede op i Jyllandsserien og fylder 100 år i 2020.
Hvert eneste af de 12 måneders opslag i dette års flotte kalender fanger og udfolder således uden undtagelse nogle spændende og interessante aspekter af historien om havnebyen Hirtshals.
Kalenderen kan i år købes formedelst bare 100 kroner på Hirtshals Lokalhistoriske Arkiv på Det Gamle Rådhus og bilioteket, samt hos den lokale Bog & idé og hos Spar på Margrethevej.