Under besøget hos direktør Steen H. Hintze faldt snakken blandt andet på godsterminalen øst for Folkeparken i Hirtshals, fordi den under mandagens konference om Hirtshals Havn 2.0 var blevet nævnt af Claus Riis, som er fragtdirektør hos Fjord Line.
Claus Riis påpegede problemet med at finde de rette ansvarlige at snakke med, hvis man ville forsøge at komme videre med godsterminalen. Lige præcis det aspekt har Jørn Munk Nielsen nogle kommentarer til, idet han helt tilbage fra 1987 arbejdede med emnet og i den sidste fase tæt sammen med tidligere havnedirektør Jens Kirketerp Jensen og teknisk direktør ved Hjørring Kommune Andreas Duus, hvilket altså resulterede i godsterminalen i Hirtshals til en værdi af 34 mill. kr. finansieret af Togfonden.
– Vi havde en god dialog med rederierne og flere forskellige aktører, der gerne ville anvende godsterminalen, men de stillede som forudsætning, at de kunne få slots gennem Europa, hvilket gav flere udfordringer ikke kun i Danmark, men også i Tyskland. Problemerne i Danmark var primært med Banedanmark, da der var sporarbejde først syd for Århus, så nord for Århus omkring Langå ved Randers og ved Hobro og sidst ved Lindholm, forklarer Jørn Munk Nielsen, der ud over 22 år som dynamisk erhvervschef i Hirtshals Kommune også fik poster som formand for ejerforeningen ved Hirtshals Transport Center, næstformand i Fonden Hirtshals Fyr og formand for Kunstbygningen i Vrå.
– Signaler er et helt særskilt kapitel med kommunikation til trækkerne på togstammen, da der nord for Limfjorden er indført det nyeste signalsystem med undtagelse af den nye adgang til Aalborg Lufthavn. Her har man henset til DSB midlertidigt sat det gamle system op, da DSB ikke på lokomotiverne har fået installeret materiel, der kan kommunikere med det nye system. Kunderne er der, godsterminalen er der, og transportørerne er der, men kravet er regularitet, så der kan køres hver dag på bestemte tidspunkter, uddyber Jørn Munk Nielsen.
– Jens Kirketerp Jensen og Andreas Duus har begge ydet et særdeles solidt stykke arbejde og skabt et godt fundament for godsterminalen, men Banedanmark og hændelser uden for Danmarks resortområde har de ikke haft nogen mulighed for at påvirke. FF-Skagen, der årligt transporterede store mængder fiskemel på bane, har været ramt af de samme forhold, og i dag har de valgt at udskibe deres fiskemel pmed skib, tilføjer den tidligere erhvervschef.
– På et tidspunkt bliver Banedanmark færdig, så regulariteten på banen fra Hirtshals kan sikres, slutter en optimistisk Jørn Munk Nielsen.


