Så er cocktailen af helt unge, store talenter og lidt ældre rutinerede spillere ved at være rystet på plads hos Fortuna.
Det blev der leveret bevis for i lørdagens topkamp i Gjensidige Kvindeliga på Nord Energi Arena. Ligaens to tophold gik på banen med en pointforskel på to, og det samme var tilfældet da dommer Nanna Løf Mørch Andersen fløjtede den fantastiske kamp af.
Resultat 2-2.
Lige fra startfløjtet blev der vist enorm energi, aggressivitet og fantasi. Alt dette samtidig med, at de to forsvar placerede sig og ydede solidt.
Kampen var et udtryk for det bedst tænkelige i dansk kvindefodbold. Ikke blot spillede de to hold formidabel bold, der blev også udvist helt igennem nydeligt fodbold. Selv om HB Køge var tæt på i kampen første minutter, var det Fortuna, der efter 22 minutters spil bragte sig foran, da Mathilde Carstens stod for en fornem solepræstation. Hun demonstrerede sin fantastiske boldteknik, da hun rykkede uden om to-tre forsvarere og med et kraftigt, præcist skud sendte bolden i mål. Fortuna fik lov til at have føringen i 12 minutter inden HB Køges målfarlige Cecilie Fløe levede op til sit renomme og anbragte bolden i Fortuna-nettet.
Stillingen ved pausen var 1-1, og det var klart, da de to hold kom på banen igen, at de gik efter scoring.
18 minutter inde i halvlegen gjorde HB Køge alvor af det. Kelly Maureen Fitzgerald udplacerede Adelaide Gay I Fortuna-målet, og så var gæsterne foran 1-2.
Fortuna kæmpede sig gradvist længere og længere frem på banen, men efterhånden som tiden gik begyndte man at tvivle på en ændring i stillingen.
Men så, ét minut inden udløbet af den ordinære spilletid var Fortunas superfarlige Emma Snerles der igen. Olivia Holdt skaffede fri i højre side, gik mod baglinjen og centrede så lige i fødderne på Emma Snerle. 2-2.
Og så var det endda ved at vende helt, da Olivia Holdt i overtidens sidste sekunder havde en fornemt skud, der dog gik lige uden om Køge-målet.
At denne topkamp var i højeste kvalitet, fremgik bl.a. af landstræner Lars Søndergaards kommentarer.
-Det er den bedste ligakamp jeg har set i år. Begge hold spillede super godt. Der var fine rutinerede spillere og der var – på begge hold – unge stortalenter. Fortsætter de deres udvikling er der landsholdsplads i udsigt, selv om det nok ikke er lige i morgen, sagde Lars Søndergaard.
Efter kampen er HB Køge i ligaens spids med 19 points og Fortuna følger lige efter med 17.
HB Køge og Fortuna mødes igen i ligaen allerede på lørdag kl. 15:15 i Køge.
Mål:
- minut Mathilde Carstens 1-0
- minut Cecilie Fløe 1-1
- minut Kelly Maureen Fitzgerald 1-2
- minut Emma Snerle 2-2
Udskiftninger:
Fortuna
58 min. ind Indiah-Paige Riley ud Janelle Cordia, ind Sofie Lundgaard ud Mathilde Carsten
HB Køge
- min. ind Hannah Madison Adler ud Signe Markvardsen
Kampens dommer: Nanna Løf Mørch Andersen. Linjevogtere Fie Bruun og Sune Feddersen. Fjerde dommer Nicklas Hovgaard Lassen
Tilskuere: 318