HOS vælter sig i succes i øjeblikket. For en lille måned siden blev restauranten, som har parret Jakob Spolum og Michelle Hemme som værter og køkkenchef, kåret til Årets Smørrebrødsrestaurant af de Danske Madanmeldere.
I dag vandt HOS den prestigefulde Årets Sild i Hirtshals, hvor nogle af landet bedste og mest toneangivende smørrebrødsrestauranter konkurrerer i kunsten: lav den bedste marinerede sild på baggrund af gammeldags modnet sild.

HOS har i tre år været med i konkurrencen, hvor teamet debuterede med en femteplads, forbedrede sig sidste år til en tredjeplads og kronede altså i år værket med sejren mod blandt andre vejlensiske Remouladen, sidste års vinder fra Lilleheden i Hirtshals og den nye københavnske succes Carl Nielsen.
Jakob Spolum og kompagni skreg sejrens brutale råb til salen, da vinderne blev afsløret. HOS vandt begge delelementer i konkurrencen, både den blinde del, hvor dommerne smagte de marinerede sild uden pynt og den åbne del, hvor de fem dommere smagte silden som fornemt anrettet smørrebrød.

Dommerpanelet talte direktør for den Pelagiske Producentorganisation Esben Sverdrup, direktør i Tenax/Lykkeberg1899 Anette Ladefoged, udviklingsdirektør hos de Danske Spritfabrikker Lars Kragelund og de to topkokke Bo Jacobsen og Thorsten Schmidt.

Bo Jacobsen, nu pensioneret fra en livslangt kokkeliv med fokus på gamle danske klassikere og Restaurationen sagde efter konkurrencen:
”Vi har set meget højt niveau, vi har grundlæggende fået syv suveræne sildemader, men HOS var bare bedre end resten af feltet”.

Han blev suppleret af Thorsten Schmidt: ”Vi har specielt set sild, hvor kokkene demonstrerede fornem forståelse for balancen mellem det salte, det sprøde og det syrlige”.
HOS kørte en meget ren sild, hvor blandt andet creme fraiche gav fedme og syre, mens silden havde uforlignelig konsistens og umamidybde fra den lange modningstid med salt over seks måneder og ikke mindst perfekt udvanding og syltning fra HOS’ side.

Vindersilden bliver efterfølgende sat i produktion af Lykkeberg1899 fra starten af 2022 og kommer ud til forbrugerne og sildeelskerne i landet i alm. detailhandel som Årets Sild 2021
Årets Sild afvikles af Hirtshals Fiskefestival, Nordsøen Oceanarium, Nordsøen Forskerpark og Pelagisk producent Organisation i fællesskab og har Tenax/Lykkeberg1899 som central samarbejdspartner.