Casper B. Caspersen (0,72) var ikke helt oppe i gear, hvorfor dysten blev særdeles spændende. Små skiftende føringer bragte således ingen afklaring. På målstregen havde han lige det held, der skulle til. Sluttelig blev det således en arbejdssejr med mindst mulig margin.
Bo Engmann (1,27) sejlede i de vante vande. Storsejl og spiler brugte han desværre ikke. Der var således ingen ekstraordinær fremdrift på skuden. Modstanderen fandt mod slutningen en lille brise, hvorved det lykkedes at få gang i scoringen. Her kom han desværre for sent med forfølgelsen. Således endte det med et klart nederlag.
Old boys hold 3 har på udebane spillet mod Halvrimmen 4.
Resultatet blev uafgjort 4-4.
Thorkil Molsen (3,00) tog part i et temmelig lige opgør. Skiftende føringer, uden det bragte nogen afklaring, var der således masser af. Close race holdt således hele vejen. Kort før målsnoren havde han held til at ændre tempo. Herved lykkedes.det sluttelig at hive en yderst smal sejr i land.
Frank Pedersen (2,59) ville så gerne trille ballerne i roligt tempo. Men da underlaget ikke animerede til det polerede billard, fik han ret hurtigt problemer. Da han tillige mistede forbindelsen fra kontroltårnet til køen, blev det kun værre. Da det aldrig lykkedes at afkode disse vanskeligheder, måtte han efter en meget flad indsats sluttelig indkassere et uhyggeligt stort nederlag.
Ulrik Nielsen (5,65) kom moderat ud af starthullet. Modstanderen kunne derfor sætte sig i den styrende rolle. Han kom således hurtigt langt bagud. Han måtte således sætte en meget tidlig spurt. Stille og roligt åd han sig tilbage i opgøret. Da der blev kontakt gled han bare forbi. Nu var han således hele tiden var et par skridt foran. Derfor kunne han i ro og mag sætte kursen mod mål. Slutfacit blev således en komfortabel sejr.
Poul Erik Thomsen (5,13) kom særdeles godt fra start. Således havde han hurtigt bragt sig solidt foran. Sved på panden fik han, da motoren pludselig satte ud. Der var desværre ikke mere tigerbenzin på tanken. Modstanderen udnyttede resolut denne mulighed til igen at få kontakt. På opløbet blev han tillige over spurtet. Sluttelig blev det således til et lille, men noget unødvendigt nederlag.
Fri carambole hold 2 har på hjemmebane spillet mod Hjørring 1.
Resultatet blev et kæmpe stort nederlag på 0-4.
Erik Brogaard (0,66) kiksede starten totalt. Samtidig med havde han “open by night” i Gaveboden. Hurtigt efterlod denne cocktail ham flere længder bagud. Da han endelig vågnede af døsen, var løbet desværre kørt. Pyntet på resultatet blev der, men forhindre en ordentlig afklapsning kunne han desværre ikke.
Michael Fischer (1,00) fik egentlig en ganske glimrende start på opgøret. Uheldet var bare, at modstanderen er en “haj” til dette spil. Hurtigt var han således sat under et alvorligt pres. Selv om han holdt solidt fat i sit eget spil, rykkede han bare længere og længere bagud. Indsatsen fejlede således intet. Da der reelt var tale om over matchning, endte det sluttelig med et yderst klart nederlag. .
Michael Fischer (13,05) har deltaget i første runde af Seniorcuppen, der blev afholdt i Tårs Billard Klub.
Idet han spillede noget under middel blev det kun til en enkelt sejr. Således måtte han tage til takke med fjerdepladsen i puljen.
Der var således ikke det store smil at spore, da han sluttelig, efter en samlet placering som nummer 61, måtte nøjes med sølle 13 point til GP-listen.
2. division har på hjemmebane spillet mod Silkeborg.
Resultatet blev en meget heldig sejr på 5-3.
Michael Fischer (23,07) kom rimelig godt fra start. Pludselig vendte spillet, og han kom nu solidt bagud. Med en serie på 100 blev der dog close race. Da afgørelsen nærmede sig fik han held til først at nå den fastsatte distance på 600 point. Modstanderen havde sit efterstød, som under normale omstændigheder er alle billardspilleres favoritstød. Under pres er det bare ikke nemt, så forsøget blev brændt på det skammeligste. Sejren kom derfor i hus.
Jens Kallehauge (13,42) ramte absolut intet, hvorved han meget hurtigt var spillet langt agterud. Lidt kosmetisk pynt blev det til undervejs, men forhindre et soleklart nederlag, kunne han dog ikke.
Jacob Harding (31,57) kom ikke så godt fra start. Da han var kommet solidt bagud vågnede han dog op til dåd. Langsomt, men sikkert, blev det forsømte indhentet. Med close race gik man således ind i på opløbssvinget. Herfra havde han held til først at få de sidste point sat ind på kontoen. Modstanderen manglede kun 20 point, og havde sit efterstød. Denne brændte den oplagte mulighed, og således lykkedes det at hive sejren i land.
Joakim Nielsen (26,08) styrede straks fra start begivenhederne. Solidt foran var han. Men da der manglede sølle 8 point gik han desværre totalt kold. Herved blev modstanderen lukket ind i opgøret. I afgørelsens time blev det nu særdeles hektisk. Efter meget besvær blev de manglende point skrabet sammen. Nu manglede kun modstanderens efterstød. Her blev muligheden udnyttet, og således endte opgøret, lidt skuffende, med remis.
Med ballerne lagt på sine positioner, defineret som udlæg ved start af en kamp og efterstød ved afslutning af en kamp, er muligheden for scoring af point, under normale omstændigheder, usandsynlig stor.
Under pres kan det være en uhyggelig disciplin at stå overfor.
Det viste denne holdkamp da også med al tydelighed, idet kun et ud af tre forsøg blev udnyttet.
Når flaget er hejst er der aktivitet i klubben, så går du med en skjult billardspiller gemt i kroppen, eller har du bare lyst til at dyrke fællesskabet og dermed det sociale i klubben, så kig op i vores flotte lokaler over Superbrugsen i Nørregade. Er du gangbesværet eller bare ked af trapperne, så tag en gratis tur med vores stolelift. Vi er altid klar med en kop kaffe og en god snak om billard.
Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside www.sindalbillard.dk sikkert også kan give dig yderligere oplysninger.