Udstillingen indvies ved en fernisering søndag den 3. oktober kl. 11.00 og alle børn, unge og deres voksne er inviterede.
– Vi er simpelthen så imponerede over alle de mageløse, finurlige og enestående værker dybhavskunstnerne har kreeret. Lygtefisk i alle regnbuens farve, pelikanfisk der bliver til havfruer og utallige andre farvestrålende bud på, hvordan dybhavsfisk ser ud. Det er fortryllende fantastisk, fortæller Henriette Andrea Søttrup, Drifts- og Erhvervsleder i Kunsthallen.
Børnenes kunstværker er blevet til blandt glubske gopler og dybdristige dybhavsvæsner fra det dybeste dybe hav ved workshop hos BIBIANA Danmark i Hirtshals.
Udstillingen og de fire forudgående dybhavsworkshops er dele af HOOK & COOK Hirtshals temaet, som har budt på aktiviteter i Hirtshals hele september. Derfor indvier turistchef Laila Zielke udstillingen på søndag.
Nonprofitorganisationen BIBIANA Danmark som står bag Danmarks første Kunsthal for børn, håber alle vil hjælpe med at passe godt på udstillingen til glæde for landkrabber og søheste fra nær og fjern.
Udstillingen tages ned efter efterårsferien.