Lærkesang i oktober
Her midt i efteråret
jeg hører lærkens sang
den sidder i mit hjerte
og synger nok engang
skønt løv fra træet falder
på skovens dunkle sti
mit hjerte banker hastigt
til lærkens melodi
I mørket trives lyset
som våren gjorde sart
på høstens nattehimmel
hver stjerne lyser klart
endog på triste dage
hvor sorg kan stå i vej’n
da bringer selve lyset
til os lidt solskinsregn
Nu dagen sover længe
langt ude imod øst
dog mærker jeg en glæde
dybt inde i mit bryst
skønt efterårets mørke
i sindet danner fugt
just sidder i mit hjerte
en fugl og synger smukt
Af digter og forfatter Poul Jansen primo oktober 2021.