Af Grethe Rolle
Indehaver og redaktør
Jammerbugtnu.dk
I lighed med drømmekagen og speedwaykøreren, Hans Nielsen, har forfatteren, Bjarne Nielsen Brovst, medvirket til at placere hjembyen og Jammerbugten i danskernes bevidsthed.
Men fredag den 8. oktober døde Bjarne.
Han var forfatter og historiefortæller af den gode, gammeldags slags, kendt fra radio, TV2Nord, foredragsvirksomhed og et omfattende forfatterskab. Med en eminent iagttagelsesevne og hukommelse har han siden sin forfatterdebut i 1970 fortalt underholdende og detaljeret om sin barndom, hjemegnen, familien og spændende og sære mennesker, han har mødt i sit liv.
Bjarne var en flittig forfatter, altid i gang, og han skrev digte, noveller, romaner og biografier om kendte personer og forfattere, bl.a. H.C. Andersen, Grundtvig, Jeppe Aakjær, William Heinesen, Martin A. Hansen og Lise Munk, og i samarbejde med hustruen, Gudrun, skrev han havebøger.
Allerede som 14-årig begyndte Bjarne at skrive dagbog, og hver aften blev små og store tanker og hændelser ført til protokols.
Bjarne og Gudrun har i mange år boet på ”Nordgården”, der ligger i et naturskønt område nær Tranum. Oprindelig brugte parret huset som fritidsbolig, men valgte at slå sig permanent ned, da Bjarne som 60-årig trak sig tilbage efter 35 år som lærer og forstander på Pensionisthøjskolen, Rude Strand, ved Odder.
Parrets fortælling er som taget ud af en roman. De har kendt hinanden, siden Bjarne var 9 og Gudrun 7 år. Hendes far var forstander på Sandmoseskolen, og hun er opvokset mindre end en kilometer fra ”Nordgården”. De lærte hinanden at kende, når Bjarne besøgte sin mors familie i Klithuse, og senere blev de ungdomskærester og havde mange hemmelige møder i området omkring ”Nordården”.
Deres veje skiltes, da Gudrun kom på Grenå Gymnasium, og Bjarne startede på studenterkursus i Rønde. Trods den korte afstand mellem de to byer, ophørte deres forbindelse og de fik andre partnere, som de giftede sig med. Begge havde fået tre børn, da de mange år senere mødtes igen, og for ca. 25 år siden blev de omsider gift med hinanden.
At begge nåede pensionsalderen, betød ikke, at de groede fast på ”Nordgården”. Bjarnes foredragsvirksomhed bragte dem fortsat rundt i hele landet, og deres fælles interesse for naturen og haven inspirerede gennem mange år til artikler i Kristeligt Dagblad.
Bogsamlingen på ca. 40.000 bind fylder godt i reolerne, alligevel er et par af hylderne reserveret til parrets fælles interesse for kryddersnapse, trukket på den omgivende naturs bær og frugter, og såvel flasker som karafler er samlet med omhu.
Gennem sit tidligere arbejde som journalist, lærer og højskoleforstander havde Bjarne naturligvis lært at betjene en skrivemaskine. Alligevel holdt han mest af at skrive i hånden, så det var Gudruns opgave at renskrive manuskripter og besvare mails.
– Uden Gudrun, var jeg tvunget til at gå på kursus for at lære at bruge en computer, men jeg er lykkelig over, at jeg ligesom Jakob Paludan kan lade ordene flyde frit fra pennen og ned på papiret, fortalte Bjarne i et tidligere interview.
Men NU er det slut, der kommer ikke flere ord fra Jammerbugtens kendte forfatter, til gengæld efterlader han sig en uvurderlig arv til glæde for eftertiden.