I forbindelse med byens 100 års jubilæum i 2019 blev der som bekendt produceret 100 nummererede betonblokke, som ligeså mange forskellige borgere blev bedt om at placere rundt omkring i Hirtshals.
Sten nummer 45 blev i den forbindelse tildelt billedkunstner Inger Mortensen, som valgte at placere den i klitterne ovenfor Husmoderstranden ud mos Hirtshals Fyr, hvor hun og manden Ole ofte nyder udsigten over Skagerrak.
– Vi har nydt utallige stunder med fantastisk udsigt og socialt samvær derude, men da så mange går der forbi, vil den nok flytte sig lidt hver gang, nogen træder på den. Så den tippede på et tidspunkt og lagde sig nede i det bløde sand, fortæller Inger Mortensen.
– Vi fik den rejst, så nummeret vender op, men den er efterfølgende blevet puffet længere og længere mod syd. Nu kan det se lidt faretruende ud, som om den håber på snart at ende nede blandt de andre smukke natursten, tilføjer Inger Mortensen.
– Der nede bliver det svært at få den hevet op fra. Jeg havde ellers et par dåser spinat i tankerne i dag, men det er slet var ikke nok. Måske er det, fordi jeg jo har valgt stedet på grund af naturen, at det så er naturens gang.
– Nej, det håber jeg ikke, men jeg kom så til at tænke på disse herlige fortovsmatroser. Måske kan de hjælpe med at få stenen tilbage på plads, slutter Inger Mortensen med henvisning til de hjælpsomme folk hos Byorforum.
Tanken fra byens afholdte kunstner med et varmt bankende hjerte for havfruer og natur er hermed givet videre.
Er der et sted hvor man kan få udleveret et kort over, hvor disse betonblokke er placeret.