Den traditionsrige Skolernes Motionsdag blev i dag skudt i gang på mange folkeskoler rundt om i Nordjylland.
Det skete også i Bindslev, hvor motionsløbet traditioonen tro igen i år blev belv med ekstra udfordringer for de mange børn fra Sindal Skolecenter plus 14 børn fra Julemærkehjemmet i Hobro. De skulle gennemføre løbet på en ekstrem forhindringsbane med alt, hvad det indebar af mudder, snubletråd, vand, bildæk, skrotbiler, net, halmballer og meget mere.
KFUM spejderne i Bindslev gav en hånd med på dagen og lavede bål, hvor børnene kunne lave snobrød, når de har gennemført forhindringsbanen, som var arrangeret af Ruths Powerfitness, samt en hærskare af frivillige fra Bindslev.
Ruth K. Larsen garanterede i øvrigt på frohånd, at børnene ville få en spændende oplevelse, med alt hvad det som allerede antydet ovenfor indebærer af mudder, snubletråd, vand, bildæk, skrotbiler, net, halmballer og meget mere.
– De skal være beskidte. De har derfor fået at vide, at de skal tage sko på, der gerne må blive beskidte, og bukser, der i forvejen er slidte, sagde Ruth K. Larsen før fredagens omgang Børnehørm.
Afslutningsvis var det de voksnes tur, hvor også flere skoleledere deltog anført af skoledistriktsleder Lars Leed.
FAKTA OM SKOLERNES MOTIONSDAG
– Skolernes Motionsdag blev stiftet i 1982 som “De Fynske Skolers Motionsløb” af en gruppe idrætslærere i Dansk Skoleidræts daværende amtsudvalg på Fyn. Første år deltog mere end 55.000 elever i løbet.
– Begivenheden bredte sig allerede året efter til resten af landet og blev omdøbt til ”Skolernes Motionsløb”.
– I begyndelsen var det udelukkende en dag med løb, men motionsaktiviteterne udviklede sig rundt om på skolerne, og i 1993 blev dagen omdøbt til “Skolernes Motionsdag”.
– En undersøgelse fra 2018 viser, at 96 procent af Danmarks folke-, fri-, privat- og specialskoler deltager i Skolernes Motionsdag med knap 650.000 aktive elever. Oveni tallet kan lægges flere efterskoler, gymnasier og erhvervsskoler samt et ikke opgjort antal daginstitutioner.
– I 2021 er landets skoler blevet opfordret til at registrere deres deltagelse i Skolernes Motionsdag.
Kilde: Dansk Skoleidræt og TV2 Nord.
Foto: Niels Skipper.