Af Erik Høgh-Sørensen
Spidskandidat i Hjørring Kommune (DF)
Medlem af Regionsrådet, Forretningsudvalget
Paradisvej 3, 9870 Sindal
+45 5141 8410
Hvis Hjørring og Brønderslev kommuner i næste uge beslutter at nedlægge Affaldsselskabet Vendsyssel Vest (AVV), står især Hjørring over for job-tab, stigende fjernvarme-priser og miljøforringelser.
Byrådene i de to byer vil lægge AVV ind under Reno-Nord, hvilket formentlig skyldes, at AVV’s bestyrelsesformand Jørgen Bing (SF) og borgmester Arne Boelt (S) simpelt hen kaster håndklædet i ringen.
Det er skidt nyt for fjernvarme-brugere i Hjørring Kommune. De kan se frem til højere priser. Reno-Nords stærke mand, Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), bliver endnu stærkere, og han vil næppe bekymre sig om prisstigninger i Hjørring. Han er jo kun på valg i Aalborg.
Det ellers effektive og miljørigtige afbrændingsanlæg i Hjørring ventes nedlagt, selvom en nedrivning ifølge AVV’s egen vurdering kan medføre ”markant større varmeregninger” og stigende skraldetakster for borgerne.
Tidligere på året slap AVV ellers væk fra den såkaldte ”dødsliste” over danske affaldsværker, som statsminister Mette Frederiksen (S) vil lukke for at centralisere. Selvom AVV således slap af ”dødslisten”, planlægges centraliseringen alligevel og, forunderligt nok, nu på foranledning af Boelt og Bing.
I byrådet taler Bing og et andet AVV-bestyrelsesmedlem, Peter Duetoft (S), gerne om miljø og klima, men de står med det problem, at en centralisering forårsager endnu mere CO2-udledende affaldstrafik.
Måske er det derfor, Bing er så skarp i kritikken af SF-partikollegerne i Folketingets flertal. Flertallet laver nytteløse forsøg på ”at genanvende u-genanvendelige produkter”, skrev SF-byrådsmedlemmet i mediet NB Kommuner 31.8 2021:
”Det fører til en uigennemsigtig handelsspiral af disse fraktioner, og i sidste ende havner de så måske i et bål på en malaysisk strand. Vi kan så pudse glorien. Affaldet er nemlig ikke afbrændt i vores højeffektive og miljøvenlige anlæg. Så du røgen?”
Det lyder træls, og Bing må roses for at påpege problemet, men ikke for at bane vejen for at nedlægge et velfungerende affaldsanlæg. Snarere burde man afvente vælgernes holdning 16. november.
Det er ikke umuligt at redde AVV med en ny bestyrelsesstruktur, hvor der er markant færre vederlags-politikere og flere erfarne eksperter fra det private erhvervsliv. Derved kommer en større forståelse af det frie marked, og så kan AVV stå rustet til at tjene penge på de kommende års liberalisering af affaldsmarkedet.
Tænk hvis et nytænkende AVV så det frie marked som en chance for at bringe økonomi og fremtid på fode – alt med fokus på klima og miljø.
Man skal læse meget, før øjnene triller ud – men de er da godt på vej, efter at have læst Erik Høgh-Sørensens indlæg. Nu tillægges jeg “æren” af at ville lukke AVV. Jeg tror, at alle der har fulgt en smule med i enten mine politiske aktiviteter – eller AVVs udvikling gennem de sidste otte år, ved at tingene hænger noget anderledes sammen, end den måde Erik Høgh forsøger at fremstille det.
Et meget stort folketingsflertal, har bundet sig til et forlig, der kræver en grundlæggende omlægning af hele affaldssektoren. Det er denne beslutning taget på Slotsholmen, som branchen nu må forholde sig til, uanset om man opfatter den som synderligt begavet eller ej. Forliget stiller krav om en høj grad af liberalisering (selv om sporene ved Gud ikke har været særligt overbevisende indenfor affaldsbranchen….behøver jeg at nævne “If”…?). Vores borgmester har så ment, at den eneste måde fortsat at have lidt hånd i hanke med vores egen affaldsbehandling er, at kunne skabe en stor nordjysk aktør på området – for det kommer i fremtiden til at handle meget om tilstrækkeligt store volumener af de forskellige affaldsfraktioner. Der er derfor ikke tale om en nedlægning af AVV, men om en fusion med RenoNord. Jeg kan, som Høgh, godt have mine bange anelser om, hvordan det går på længere sigt (sporene skræmmer fra mange andre fusioner) – og den valgte fremgangsmetode (specielt tempoet) er derfor heller ikke en rose, der er vokset i min have. Men et stort flertal i Hjørring Byråd har bakket op om borgmesterens model (som er blevet diskuteret noget mere indgående, end Høghs indlæg lader ane) – og da AVV jo er et kommunalt ejet §60-selskab, skal bestyrelsen følge de instruktioner, ejerne giver. AVV har sat sine tydelige spor på det affaldspolitiske landkort, netop fordi det som offentligt ejet virksomhed, har kunnet holde fokus så klart på miljø- og klimagevinster. Jeg håber naturligvis, at dén tænkning vil forplante sig til den nye større konstruktion – og det er da også de signaler, vi har fået fra de nuværende RenoNord-kommuner – og så kan fusionen være en gevinst for Nordjylland – men hvis man kun har fokus på en “gennemsnitlig model”, ja, så lader man muligheder og nødvendige visioner, skylle ud med affaldsvandet.
skal alt vores affald så køres til ålborg, det kan da ikke være godt for miljøet med alle de lastbiler på vejene
Hej Jørgen, jeg anerkender, at du næppe ønsker at lukke AVV, men du burde ikke være så blåøjet, at du ikke kan indse, at det netop er, hvad din foreslåede “fusion” vil medføre: nedlæggelse af AVV-forbrændingen og centralisering i Aalborg på et tidspunkt, hvor AVV-anlægget kunne gå aktivt ind i konkurrencen.
Plus, det bliver næppe sjovt at være fjernvarmeforbruger i Hjørring og Hirtshals med de prishop, der nu kan komme.
Og hvad med plastic-bålene på strandene i Malaysia, som du selv problematiserer? (med rette). Ville det ikke være fint, hvis det blev brændt af i Hjørring i stedet for på stranden?