Casper B. Caspersen (1,19) satte sig straks fra start meget tungt på opgøret. Da modstanderen slet ikke kunne matche dette raid, blev det hurtigt kun et spørgsmål om sejrens størrelse. Det samme malende tempo blev holdt, hele vejen. Således kunne han sluttelig sikre sig en særdeles komfortabel sejr.
Bo Engmann (1,47) leverede en gedigen indsats. Da han mødte en
rigtig god spiller måtte han både tænke offensivt og defensivt på én og samme tid. Dette gjorde at den flot spillede dyst både blev seværdig og ikke mindst særdeles spændende. Til tider gik bølgerne højt, men som så mange gange før, red han stormen af. Sluttelig kunne han således hive en smal, men meget flot sejr, i land.
Med den flotte sejr, på en meget svær udebane, er holdet således ny førerhund i kredsen.
Fri carambole hold 2 har på udebane spillet dobbeltkamp mod Asaa 2.
Resultatet blev henholdsvis en sejr på 3-1 og et nederlag på 0-4.
Erik Brogaard (0,84) kom stille og roligt fra land. Spænding var der rigeligt af, idet opgøret konstant bød på skiftende små føringer. Sådan var det til langt hen i opgøret. Da afgørelsen nærmede sig blev der, efter en flot spillet serie på 5 point, slået et rigtig pænt hul.
Herfra var der ikke længere tvivl om udfaldet. Slutfacit blev således en ret så sikker sejr.
Michael Fischer (1,12) fik ikke den bedste start. Samtidig hermed oksede modstanderen bare der ud af. Marginalspillet sad desværre ikke i skabet, så efter to dekader ved bordet var stillingen en lille smule nedslående, nemlig 15-33. En kanonserie på 9 point bragte nu fornyet optimisme. Modstanderen gik her lidt i stå. Dette betød bare at yderligere solide scoringer bragte ham tæt på matchbolden. Det afsluttende point kom som den helt store forløsning. Det betød således mindre, at modstanderen udlignede i sit efterstød.
Erik Brogaard (0,56) kom i den følgende kamp særdeles skidt fra start. I en lang periode var det således kun “Thy-banden” der fandt vej til scoringstavlen. Langt henne i opgøret kom en serie på 5 point, hvilket tilsyneladende satte gang i spillet. Langt om længe blev der således udlignet. close race blev der nu et stykke tid. Da afgørelsen nærmede sig svigtede koncentrationen imidlertid. Samtidig hermed blev porten til “Thy-lejren” smækket op på vid gab. dette betød at det hele desværre endte med et sole klart nederlag.
Michael Fischer (0,98) kiksede starten totalt, hvorved han hurtigt kom solidt bagud. Med et par gode serier kom han dog en smule tilbage i opgøret. Da marginalerne ofte spillede ham et puds forspildte han desværre muligheden for at komme helt tæt på. Da han manglede sølle tre point slog modstanderen uheldigvis kontra. Sådan endte det sluttelig med et smalt nederlag.
Old boys hold 3 har på udebane spillet mod Brønderslev 1.
Resultatet blev desværre kun uafgjort 4-4.
Thorkil Molsen (2,18) kom rigtig skidt ud af startboksen. Praktisk talt lykkedes det ham kun at vælte tre pinde i de første 15 indgange. Han bevarede dog optimismen. Godt bagud gik nu den vilde jagt på at indhente det forsømte. Han kom hele tiden en my nærmere, så egentlig ganske godt, at opgøret blev noget af en maraton. På opløbs siden havde han således opnået kontakt. Kort før målstregen fik han desværre et mindre udfald, som sluttelig betød, at han måtte se sig besejret med mindst mulig margin.
Frank Pedersen (7,47) var fra start helt oppe på lakridserne. I et rasende højt tempo strøg han således ud over stepperne. Dette raid tog fuldstændig pippet fra modstanderen. Herfra var der nærmest kun én spiller på banen. Da han bare fortsatte i samme kadance, kunne han sluttelig trille en meget overbevisende sejr i hus.
Ulrik Nielsen (4,09) fandt aldrig frem til den velkendte melodi, hvorfor spillet blev en smule usammenhængende. Modstanderen havde heller ikke syvmilestøvlerne på, hvorfor opgøret af denne grund blev mere spændende end velspillet. Andre udgaver af kamphanerne er således tidligere set. Da modstanderen bare var en my bedre på dagen, endte det uheldigvis med et lille nederlag.
Poul Erik Thomsen (5,43) fik en rigtig kold start med en dekade af streger. Lidt efter lidt fik han da endelig samlet lidt point sammen. Hermed blomstrede optimismen. Han tog nu fat for alvor. Han indhentede resolut det forsømte. Da han havde fået kontakt strøg han bare forbi. Herved tabte modstanderen al tro på sejr. Forspringet blev nu kontinuerligt udbygget. Sluttelig kunne han således snuppe en overordentlig sikker sejr.
Trods det uafgjorte resultat klamrer holdet sig til sin placering som rækkens øjeblikkelige duks.
Bo Engmann (0,59) har været i Randers for at spille semifinale i individuel 1-bande carambole, klasse A..
Det var et stævne, der blev afviklet under fine forhold. Klædet var i top, hvorfor ballerne løb og løb. Men det var dog ikke det værste, de skred også i banderne. Han nåede derfor aldrig at finde sig tilrette før det hele var slut. Selv om det således blev til to meget klare nederlag, og dermed exit, fik han da “set” noget godt billard.
Som han selv udtrykte det efter lektionen: Der spilles bare bedre i A-rækken, og så er det meget svært at følge med, når modstanderen spiller med over to i snit i 1-bande.
Bo Engmann (1,50) har været i Svendborg for at spille første runde i individuel fri carambole, klasse A.
Han gik særdeles frisk til opgaven. Men som opkomling til A-rækken måtte han sande at godt spil ikke gør det alene. De etablerede rammer bedre i tempospillet ligesom dessinvalget også lige er en tand skarpere. Selv om det således blev til et klart nederlag havde han dog stor ære af kampen.
I den følgende kamp dalede snittet en anelse. Måske fordi han blev endnu mere overmatchet i denne optræden. En lektion fik han. Selv om lærepengene var dyre, så fik han trods alt noget positivt at tage med hjem.
Med sidstepladsen i puljen blev det således et klart farvel til denne række for i år.
Michael Fischer (16,67) har været i Sæby for at deltage i anden runde af Seniorcuppen i keglebillard
Han viste rigtig god koncentration, og således satte han sit præg på afviklingen af puljen. Efter 3 sejre på stribe kunne han således snuppe førstepladsen. Der skal dog tilføjes, at den ene sejr var særdeles guldrandet. Han var nærmest håbløst bagud, men ved hjælp af en samling af alle ressourcer lykkedes det med hiv og sving at lande en serie på 106 point, som sluttelig gav ham en smal sejr.
I stævnet sluttede han således som puljevinder, hvilket gav ham en samlet placering som nummer 12. Denne placering indbragte hele 62 point til GP-listen. På denne liste rykkede han således op til en samlet placering som nummer 31.
Når flaget er hejst er der aktivitet i klubben, så går du med en skjult billardspiller gemt i kroppen, eller har du bare lyst til at dyrke fællesskabet og dermed det sociale i klubben, så kig op i vores flotte lokaler over Superbrugsen i Nørregade. Er du gangbesværet eller bare ked af trapperne, så tag en gratis tur med vores stolelift. Vi er altid klar med en kop kaffe og en god snak om billard.
Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside www.sindalbillard.dk sikkert også kan give dig yderligere oplysninger.