Denne gang er det udstillingen ”Forbrydelsens Ansigt” – om Thomas Bisp og dødsstraffens historie i Danmark, som puljen støtter med 20.000 kr. Udstillingen skal stå klar i sommeren 2022 i 200-året for henrettelsen af Thomas Bisp.
Udstillingen sætter fokus på den dramatiske fortælling om bonden Thomas fra Sønder Økse ved Brovst, som i 1821 tog livet af sin kone med rottegift, fordi han blev forelsket i pigen på gården og siden henrettet på galgebakken i Hjørring for sin udåd. Men udstillingen genfortæller ikke kun den gamle og velkendte historie.
Som gæst bliver man konfronteret med den eviggyldige historie om mord i kærlighedens navn, og man bliver stillet spørgsmålet: Hvem forførte hvem? Var det den unge pige på gården, som forførte den uskyldige gårdmand, eller var der tale om en #metoo-hændelse i 1800-tallets begyndelse, hvor gårdmanden misbrugte sin magt over tjenestepigen?
Udstillingen fortæller også om dødsstraffens udvikling i Danmark gennem århundrederne og dykker ned i konkrete tidsperioder, hvor dødsstraffen blev skærpet eller genindført som f.eks. i forbindelse med retsopgøret efter besættelsen af Danmark.