Der blev fredag skænket champagne op i Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Årsagen var, at der skulle siges tak til en helt speciel tysker.
For Patrik Sigwart fra Hessen er kommet som fast turist i området ved Hirtshals i over 20 år, og i sommer donerede han 24.000 kroner af egen lomme til køb og opstilling af to dispensere med gratis poser – såkaldte havfaldsposer, som strandgæsterne kan bruge, når de vil samle affald på stranden.

– Vi er meget taknemmelige over, at vi har gæster og turister i Hirtshals-området, som sætter en ære i, at vi har nogle flotte og indbydende strande og en flot natur, sagde turistchef i Hirtshals Laila Zielke til Patrik Sigwart.
Effekten vil være målbar
Han forklarede, at han oprindelig blot ville sponsere en enkelt dispenser, men at hans 40 års fødselsdag i maj blev aflyst på grund af corona.

– Så tænkte jeg: ved du hvad, jeg tager de opsparede penge og donerer to dispensere, lød det fra Patrik Sigwart.
Han sagde også, at hvis blot halvdelen af de, der holder ferie i Fyrklit, tager en pose og samler lidt affald på stranden, så vil der være en målbar effekt.
Og der er nok at tage af.
For ifølge kommunernes internationale miljøorganisation, KIMO, driver der hvert år mere end 1000 ton affald ind på de danske strande.
Kilde. TV2 Nord.
Link til tidligere artikler
Tysk turist donerer kæmpe beløb og to dispensere i Hirtshals