TV2 Nord fortalte tidligere på ugen historien om, at kommunerne ikke kan gå ind og hjælpe udkantsområderne med at få ladestandere til byerne.
Det har tidligere været op til de private udbydere.
– Og der står vi lidt som galopheste i en startboks og siger, hvad må vi være med til i forhold til arealer og økonomi, og der vil vi gerne være med til at understøtte på flere områder, så vi kan få de ladestandere op, siger Birgit S. Hansen, der er socialdemokratisk borgmester i Frederikshavn Kommune.
Nu får Birgit S. Hansen muligheden for at skride til handling. Et bredt flertal i Folketinget besluttede i går, at kommunerne nu kan medfinansiere ladestandere, hvis private udbydere ikke griber bolden og påbegynder opsætning af ladestandere inden.
– Vi skal ud over rampen på den her dagsorden. Det er efterspurgt af vores borgere, der gerne vil over at køre elbil eller hybrid. Og det er også efterspurgt af vores turister, så vi må stå og kigge de private udbydere dybt i øjnene og sige ’leverer I her?’, og siger de så nej, så må vi ind med skatteborgernes penge, siger Birgit S. Hansen.
Laila Zielke (S) og Søren Smalbro (V) kan se nødvendigheden af boost i Hjørring Kommune
– Som udgangspunkt må det være markedet, der bestemmer, ligesom med tankstationerne, men når vi som kommune gerne vil have overgangen til flere el-drevne boostet, ja så kan det godt blive nødvendigt, at vi kigger på opsætningen af el-ladere med andre øjne, siger Søren Smalbro fra Venstre i Hjørring Kommune.
– Mange af vores turister kommer i elbiler. Det duer jo ikke, at vi ikke kan tilbyde vores gæster ordentlige ladeforhold. Derfor kan det blive nødvendigt at lave en eller anden form for et offentligt/privat samarbejde på dette område, tilføjer Søren Smalbro.
Den lokale socialdemokrat Laila Zielke bakker til gengæld mere uforbehodlent op par partifællen i Frederikshavn.
– Mulighed for kommunal medfinansiering af ladestandere er et godt tiltag, som vi i Hjørring Kommune bør gribe. Det taler rigtig godt ind i den grønne omstilling, som jeg mener, vi skal prioritere højt, siger Laila Zielke til NordsøPosten.
– Samtidig har vi i Hjørring Kommune et behov for både flere og hurtigere ladestandere. Både til borgerne og også til turister, hvor vi mærker en større efterspørgsel, fastslår Laila Zielke.
FDM: – Vigtigt for vores medlemmer med ladestandere
Aftalen vækker glæde hos FDM, som er Danmarks største interesseorganisation for bilejere.
– Det er rigtigt vigtigt, fordi vi fra vores medlemmer ved, at de kun køber elbiler, hvis de er sikre på, at de kan lade bilen op på farten. I yderområder kommer ladestanderne ikke af sig selv. Her er behov for, at kommunerne medfinansierer opsætningen af standere, siger Ilyas Dogru, der er chefkonsulent hos FDM.
Hos Meny i Østervrå er det efterhånden så som så med tålmodigheden.
– Jeg tænker bare, at vi skal have den ladestander op hurtigst muligt, så vi kan komme i gang med det her, siger Jacob Kjærsgaard, førstemand i Meny.
Lovforslaget om medfinansiering af ladestanderne forventes at træde i kraft 1. april 2022.
Omkring 45 procent af de nyregistrerede biler i september var el- eller plug-in-hybrider.
Kilde: TV2 Nord.
Link til tidligere artikel
Regionen sætter fart på den grønne omstilling med nye ladestandere og el-biler