Af Peder Hvelplund
MF Enhedslisten
Gruppeformand
Gl. Vennebjerg
I Kaas i Vendsyssel bor min gode ven Jan. Jan er 69 år. Han begyndte med at ryge da han var 11.
Han gik med aviser og tjente derfor en skilling så han kunne få råd til at købe cigaretter, som han kunne gemme under en tot mos ude i skoven, hvor han så kunne vænne sig til at ryge. Det var ikke sjovt. For det er ikke sjovt at begynde at ryge – det smager hæsligt. Til gengæld er det ikke til at holde op med igen.
Jan har også prøvet at holde op – en 10-15 gange – og han er ellers en stædig rad. Men han kan ikke fordi det er så modbydeligt svært. Men han har sat sig det mål at nu skal en karton smøger holde en hel måned – og det holder han. For når han ikke kan stoppe rygningen, vil han i hvert fald begrænse den.
For Jan har også fået KOL og der går en dag hvor han ikke forbander at han gik ud i skoven, fandt smøgerne frem under mosset og tvang sig til at inhalere.
Jan synes selvfølgelig det er smadder irriterende at det nu er dyrere og mere bøvlet at være ryger. Men han synes alligevel det er en god ide, for som han siger ville han ønske at der var nogen der havde gjort det mere besværligt for Jan på 11 år at begynde at ryge. Og dermed gjort ham til evig kunde hos en grådig tobaksindustri, der gør hvad som helst for at trække kunder – især unge mennesker – ind i butikken.
Derfor er det også en rigtig god dag i dag, når vi udmønter aftalen om en handleplan mod børn og unges rygning og nikotinafhængighed.
Vi har de seneste år desværre set en stigning i antallet af børn og unge der begynder at ryge og vi ved at rygning er den største motor for ulighed i sundhed.
Langt de fleste rygere starter med at ryge – ligesom Jan – inden de er fyldt 18 og langt de fleste har et ønske om at stoppe igen. Ligesom de fleste kommer fra lavindkomstfamilier.
Der er rigtigt mange positive elementer i aftalen; om skjult salg, altså at produkterne ikke er synlige i butikkerne, neutrale indpakninger, skærpet forbud mod markedsføring, røgfri skoletid indfases i samarbejde med skoler og uddannelsesinstitutioner, forbud mod lokkende smagsstoffer og at reguleringen kommer til at gælde for andre nikotinprodukter.
For Enhedslisten er det afgørende at vi nu tager et væsentligt skridt mod at begrænse børn og unges rygning og nikotin afhængighed. Vi har derfor også i Finansloven fået afsat midler, både til en styrkelse af sikkerhedsstyrelsens kontrol med salget, men også til et forbedret indsats til rygestopkurser målrettet socialt udsatte og vederlagsfri rygestopslægemidler til samme gruppe. Vi synes nemlig, at alt for mange af vores forebyggende tiltag er målrettet middelklassen, selvom socialt udsatte har præcis den samme drøm om rygestop, som alle andre.
Vi er helt klar over at vi er oppe mod en tobaksindustri som udnytter alle muligheder for at omgå lovgivningen, fordi de ser et enormt indtjeningspotentiale i at fastholde mennesker i et uønsket misbrug. Derfor er vi også helt åbne overfor at se på eventuelle skærpelser efterfølgende, når lovgivningen løbende skal tilpasses.
Vi håber forslaget her vil friholde mange som Jan på 11 år fra at havne i kløerne på tobaksgiganterne.