En halv snes år har Lisa H. Pedersen, som stiller op til byrådet for Venstre, via sit arbejde i den kommunale hjemmepleje haft viet en stor del af sit liv til borgerne i Hirtshals.
– Hirtshals er en skøn by med mange gode borgere. Her kan næsten alt lade sig gøre. Der er så megen historie i Hirtshals, og man kan næsten fornemme det, når man er der, noterer Lisa H. Pedersen.

– Fyret er så smukt hele året rundt, og der er den mest pragtfulde natur rundt om og havet lige for foden af fyrets smukke velholdte bygninger, der vidner om histore og fortællinger, tilføjer byrådskandidaten fra Venstre.
– Mine farforældre boede i mange år i Hirtshals. Nu er de sammen i kærligheden på kirkegården, slutter Lisa H. Pedersen, som var i byen for at rette valgplakater til blandt andet på Hovedvejen og Margrethevej.


