2. division har på hjemmebane spillet mod Aars.
Resultatet blev desværre kun uafgjort 4-4.
Michael Fischer (18,18) kom frisk fra land. Således blev han hurtigt toneangivende. Når modstanderen pressede på havde han hele tiden svar parat. Herved blev alle angreb elimineret allerede i opløbet. Sluttelig kunne han derfor snuppe en ret så sikker sejr.
Jens Kallehauge (25,60) kom godt fra start. Herved snuppede han resolut teten. Langt henne i opgøret så det derfor ret så lyst ud. Pludselig fik han desværre en serie på 218 imod sig, hvilket vendte godt rundt på det hele, Herfra blev det op ad bakke. Sluttelig måtte han således indkassere et klart nederlag.
Jacob Harding (35,29) tog den bløde start. Herved kom han hurtigt i den jagende rolle. Dette var mønstret til langt hen i opgøret. Da det spidsede til kom han som trold ud af en æske. Med en serie på 162 tog han for første gang føringen i kampen. To indgange senere blev der lukket. En farlig taktik, men han kender åbenbart sin besøgelsestid. Altså en meget flot sejr.
Joakim Nielsen (33,22) kom rigtig flot ud i felten. Selv om modstanderen fulgte trop bevarede han hele tiden en mindre føring. Opgøret bød således på en gang meget spændende billard. I slutfasen kiksede han desværre en oplagt mulighed. Modstanderen udnyttede situationen til at sikre sig sin distance. Før efter stødet resterede der kun 22 point. Fra pletten fik han godt gang i spillet, men da han kun manglede sølle to point gik klappen uheldigvis ned. Slutfacit blev nu et meget unødvendigt og kostbart nederlag.
Fri carambole hold 1 har på hjemmebane spillet mod Tårs 1.
Resultatet blev en meget flot sejr på 3-1.
Casper B. Caspersen (1,24) jokkede resolut sømmet i bund, og på mindre end 1 sekund var han oppe på maximum hastighed. Da modstanderen overhovedet ikke kunne matche dette raid, blev det hurtigt spil til ét mål. Han fortsatte derfor i det høje tempo. Da han simpelthen bare ramte alt, var kampen færdig på under en halv time. Efter en kanonflot indsats, kom der således en tårnhøj og meget sikker sejr i hus.
Bo Engmann (1,13) spillede en smule under middel. Samtidig hermed udeblev de store serier, hvorfor opgøret blev særdeles spændende. Close race var der således så godt som hele vejen.
På målstregen kiksede modstanderen matchbolden, hvorefter Bo med kølig attitude sikrede sig sin distance. I efter stødet blev der udlignet. Således endte den lige dyst med remis.
Et resultat som hjemmeholdet kunne være mest tilfreds med, Med sejren er holdet nemlig tilbage i topstriden.
Niels Michelsen (10,32) har været i Asaa for at spille anden runde i individuel keglebillard, klasse D.
Han indledte særdeles koncentreret. Herved bragte han sig hurtigt i en meget gunstig position. Autopiloten blev aktiveret, hvorved han hele tiden holdt behørig afstand til modstanderen. Sluttelig kunne han efter en rigtig god optræden trille en meget sikker sejr i hus.
I den følgende kamp fortsatte han de gode takter. Da modstanderen fulgte trop, blev det således en meget spændende dyst. Der blev således rask væk budt på skiftende små føringer, uden det dog bragte nogen afgørelse i sigte. I slutfasen kiksede han imidlertid en oplagt mulighed, hvilket modstanderen resolut udnyttede til at hive en smal sejr i land.
Efter en flot sejr og et smalt nederlag var han nu afhængig af udfaldet af den sidste puljekamp. Her kom det “rigtige” resultat heldigvis op på tavlen.
Det magede sig nu således at alle tre aktører sluttede med hver to matchpoint. Puljen skulle derfor afgøres på bedste procentscore.
Her blev Niels sikker puljevinder, hvorved han tillige sikrede sig adgang til næste runde.
Bo Engmann (0,91) har været i Brønderslev for at spille anden runde i individuel 1-bande carambole , klasse B.
Han indledte særdeles optimistisk. Hurtigt havde han således fat i den lange ende. Med stor akkuratesse trillede han således ballerne rundt for sluttelig at tage en meget overlegen sejr.
I den følgende kamp fortsatte han de glimrende takter. Også her kom han hurtigt i den bestemmende rolle. Pointene faldt således som perler på en snor. Da han nåede matchbolden, kom der desværre en mindre gummiarm. For sejrens størrelse havde dette dog ingen betydning. Der røg bare nogle ekstra og unødvendige indgange på taxametret.
Inden den afsluttende kamp var puljesejren mere eller mindre sikret.
Derfor blev den “vigtige” ubetydelige kamp ikke særlig seværdig. Han havde svært ved at holde fokus, hvorfor gennemsnittet dalede. Han havde dog hele tiden snor i modstanderen, hvorfor det trods alt endte med en nogenlunde sikker sejr.
Med maksimumpoint og dermed puljesejren er han således klar til næste runde, som er Regionsfinale Vest.
Her bliver modstanderne Henning Nielsen, Graasten – Niels Pedersen, Vejle og Svend Larsen, Morsø.
Blandt disse har Bo opnået højeste gennemsnit, hvorfor han er berettiget til at få hjemmebane i Regionsfinalen. Idet der skal bruges to borde til afviklingen, er det meget sandsynligt at han igen vælger Brønderslev som “sin” hjemmebane.
Når flaget er hejst er der aktivitet i klubben, så går du med en skjult billardspiller gemt i kroppen, eller har du bare lyst til at dyrke fællesskabet og dermed det sociale i klubben, så kig op i vores flotte lokaler over Superbrugsen i Nørregade. Er du gangbesværet eller bare ked af trapperne, så tag en gratis tur med vores stolelift. Vi er altid klar med en kop kaffe og en god snak om billard.
Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside www.sindalbillard.dk sikkert også kan give dig yderligere oplysninger.