En beretning fra et lille sogn i det yderste af kongeriget

Af Arne Nygreen
Hjørring

Der var engang en meget driftig købmand, en snu og fiffig byskriver og et gadekær.

Den driftige købmand gik tit en tur ned til byens gadekær. Under en af disse ture fik han en idé til, hvordan han kunne få en billig og god reklame for sin købmandsgård.

Den driftige købmand fik den idé, at der skulle placeres en pram midt i gadekæret. En pram som byens store drenge og de legelystne voksne, kunne bruge til at lege med og fremvise deres styrke og mandsmod.

Købmanden gik derfor dagen efter en tur op på kæmnerkontoret. Her forelagde han sin idé for kæmneren. Kæmneren tilkaldte straks byskriveren, for at han kunne gå i gang med at få lavet det nødvendige papirarbejde og få lavet de nødvendige tilladelser.

Under samtalen mellem de tre herrer går det op for dem, at der jo bor både et svanepar, nogle rørhøns og en masse ænder i gadekæret. Kæmneren gør de to andre herrer opmærksom på, at gadekæret på grund af svaneparret er blevet underlagt en særlig beskyttelse, som de kloge folk over i hovedstaden har pålagt
gadekæret. Denne beskyttelse betyder blandt andet, at man ikke må ændre på gadekæret eller bygge noget i eller ved det. Ovenpå de oplysninger blev den driftige købmand i rigtig dårligt humør. Han så sit billige reklamestunt forsvinde ud i den blå luft.

Byskriveren kan kun bekræfte at det er rigtig med den der særlige beskyttelse, men han kan dog oplyse, at der i særlige helt ekstraordinære tilfælde kan gives tilladelse til at fravige den stramme beskyttelse. Den driftige købmand bliver nu igen i bedre humør. Han spørger interesseret, hvad det kan være for helt ekstraordinære tilfælde og om de eventuelt vil kunne dække over at etablere hans pram i gadekæret.

Byskriveren forklarer, at det f.eks. kan være tilladelse til at slå sivene ned, oprense bunden i gadekæret eller arbejde, der kan forbedre vandgennemstrømningen i gadekæret. Den driftige købmand måtte bedrøvet erkende, at ingen af de ting kunne siges om etableringen af hans pram. Men nu viste det sig, at byskriveren var en snu og fiffig rad. Han forklarede, at han ca. hvert 5. år gav en særlig tilladelse til sognets vejmand, så vejmanden kunne oprense gadekæret.  Vejmanden samler så grene, affald og andet, som ikke skal være i gadekæret op og klipper sivene helt ned for at de kan få fornyet kraft.

Byskriveren foreslog nu at købmanden kunne overtage det arbejde i år og selvfølgelig så også betale for det. Købmanden kunne så antage nogle folk til at udføre arbejdet og få de samme folk til at lave en pram og etablere den i gadekæret. Den gjorde den driftige købmand ovenud lykkelig at sognet havde en så klog og fiffig byskriver. Købmanden gik straks med på idéen og lovede at han selvfølgelig ville betale for oprensningen, når bare han så fik sin reklamepram placeret i gadekæret.

Det blev hermed aftalt og byskriveren gik straks i gang med at skrive en tilladelse til oprensning af gadekæret. Han var dog så snu at han lavede tilladelsen så kryptisk og snørklet, så de folk der måtte bede om at se den, ville have meget svært ved at gennemskue at, den også indeholdt en tilladelse til at placere reklameprammen i
gadekæret.

Nogle dage efter mødte den driftige købmand efter aftale op på kæmnerkontoret for at få udleveret tilladelsen til oprensningen af gadekæret. Både kæmneren og byskriveren var til stede. Den driftige købmand ville dog være sikker på at han ikke gjorde noget forkert, så han spurgte, om kæmneren havde orienteret sognerådet og især sognerådets formand om sagen. Kæmneren forklarede, at sognerådet og sognerådsformanden helst ikke ville inddrages i sognets daglige arbejde. Det overlod de trygt til kæmneren og byskriveren at klare.

Kæmneren foreslog dog, at når arbejdet var udført og prammen lå der, så kunne de invitere sognerådsformanden til at komme for at indvie den. Sognerådsformanden er jo så glad for at klippe snore over, forklarede kæmneren og tilføjede, at sognerådsformanden især var glad for at klippe snore over i de år, hvor der var valg til sognerådet.

Den driftige købmand antog straks den lokale snedker til at lave den pram, der skulle placeres i gadekæret. Han fik også nogle folk til at grave en del af kanterne væk for at få plads til en ”anløbsbro” i begge sider af gadekæret. Arbejdet skred planmæssigt frem, men blev dog en del dyrere end købmanden havde regnet med. Han kunne derfor ikke rigtig finde penge til den store oprensning, som jo egentligt var det eneste han havde fået tilladelse til at lave. Han fik derfor kun lavet en meget sporadisk og nødtørftig oprensning for dog at kunne sige, at han skam havde opfyldt vilkårene i tilladelsen.

Da prammen var blevet placeret i gadekæret, skabte den dog ikke kun glæde og tilfredshed blandt byens borgere. Især fuglevenner og familier med børn protesterede. De klagede over, at nu ville svanefamilien, rørhønsene og ænderne ikke længere have et sted, hvor de kan yngle og opfostre deres unger, kyllinger og ællinger. Børnefamilierne var især sure over, at de nu ikke kunne tage deres børn med ned for at fodre fuglene med tørt brød. Men alle protesterne og klagerne blev bare pure afvist både af den driftige købmand og især af byskriveren – som jo var den egentligt ansvarlige – med den besked, at svanerne, rørhønsene og ænderne sikkert bare ville flytte til nabobyens gadekær. Så kunne folk jo bare tage derover, hvis de ville fodre dem!

Det endte altså med, som så mange gang før, at borgerne bare måtte se til, mens en driftig købmand fik sin vilje. Den driftige købmand går stadig sine aftenture ned til byens gadekær. Her kan han med stolthed nyde synet af sin reklamepram. Men det bedste er dog at han også kan nyde synet af den store messingplade, hvor det med store bogstaver kundgøres, at det er ham, den driftige købmand, der har bekostet den store reklamepram.

Den driftige købmand kan dog ikke længere nyde synet af svanefamilien, rørhønsene eller ænderne, da de har forladt gadekæret. Det er også så småt begyndt at lugte fælt og vandet er meget plumret og man kan ikke se bunden i gadekæret. Men der var jo ikke råd til både en reklamepram, et messingskilt og en
oprensning.

Som sognerådsformanden så malende beskrev det ved valgmødet på kroen: ”Man kan jo ikke få det hele. Vi bliver altid nødt til at prioritere.”

Efterskrift

Ovenstående er naturligvis fri fantasi og ren fiktion. Hvis nogen kan drage paralleller til faktiske begivenheder, nulevende personer eller lokaliteter, så har det på ingen måde være hensigten at man skulle kunne gøre dette.