30 unge mænd og en ung kvinde kan nu kalde sig erhvervsfiskere, efter at de har afsluttet deres uddannelse på Fiskeriskolen i Thyborøn.
Det blev fejret med besøg af blandt andre fiskeriminister Rasmus Prehn, som var til stede for at overrække de unge fiskere det Blå Bevis. Ministeren holdt også en tale til de unge fiskere, hvor han argumenterede for, at dansk fiskeri går en lys fremtid i møde.
For selv om fiskeriet af er udfordret af bl.a. Brexit og af faldende fiskekvoter i forskellige farvande, så er der også mange lyspunkter.
Ministeren nævnte blandt andet, at dansk fiskeri er med helt i front, når det gælder den grønne omstilling, og når det gælder den teknologiske udvikling.
– Når Danmark er en førende fiskerination, så skyldes det også, at de danske fiskere er rigtig dygtige til deres fag, og dem bliver I nu en del af. Det kan I være stolte af, sagde Rasmus Prehn henvendt til de unge fiskere, inden han overrakte beviserne.
Kilde: FiskerForum.