Da politikerne lukkede minkerhvervet ned, blev der sat fastsat et erstatningsloft på minkavlernes skind – 250 kroner per skind. Og det mener Dion Hjørringgård fra Brovst og 700 andre minkavlere er for lidt.
De har nu valgt at sagsøge staten.
– Vi synes ikke, at vi bliver behandlet ordentligt, fordi det var jo fuld og hel erstatning, siger Dion Hjørringgård.
Siden fastsættelsen af skindprisen er efterspørgslen steget gevaldigt.
De danske skind landede til efterårets auktioner en gennemsnitspris på 323 kroner, hvilket svarer til 73 kroner mere, end det erstatningsloft politikerne lavede.
Det er derfor, at Dion Hjørringgård ikke mener, at staten lever op til aftalen om fuld erstatning.
– Markedsprisen blev 323 kroner, og derfor synes vi, at vi er blevet ringere behandlet, end der var lagt op til, og hvad vi har krav på, siger han.
Dion går glip af mange penge
De 700 minkavlere, der nu sagsøger staten, har et samlet krav på 600 millioner kroner oveni den samlede erstatning på 19 milliarder kroner.
Dion Hjørringgård står selv til at gå glip af mellem en halv og hel million kroner. Penge, der var kommet ham til gode, hvis han havde fået markedsprisen for sine minkskind.
– Jeg synes ikke, det er fair, når vi kunne have solgt vores skind, og vi så efterfølgende bliver frataget muligheden for at sælge dem, siger han.
Kilde: TV2 Nord.