Somtidligere nævnt i en foromtale er julemarkedet i år udvidet, så det kan besøges både lørdag og søndag i Kulturhuset Den Svenske Sømandskirke i Hirtshals.
Det flotte kirkerum er da også endnu en gang blevet fyldt med lokale kunstneres og kunsthåndværk kreative udfoldelser samt lækre specialiteter og en skøn stemning.
Turistchef Laila Zielke åbnede klokken 11 udstillingen og gav udtryk for forvisning om, at gæster og udstillere ville passe godt på hinanden coronasituationen taget i betragtning.
Det virkede bestemt også til, at alle var indstillet på hensyntagen, idet der dels med smil blev fremvist coronapas ved indgangen, dels flittigt blev benyttet de opstillede spritdispensere og holdt god afstand.
I kirkerummet vil gæsterne i år kunne møde blandt andre smykkekunstner Karen Riis, keramikerne Anette Rønn, Gerda Jensen og Janice Hunter, Anni Vink med filt, billedkunstner Laila Pallisgaard, pilefletter Margit Jespersen, billedkunstner Kirsten Møller, Claus og Sofie Munch med smukke ting i sælskind og sælpels, Ulla Duus med håndarbejde og malerier samt trædrejere fra Uggerby Husflid, frivillige fra Tornby Gl. Købmandsgaard, Hirtshals Museum og Spar på Margrethevej.
I caféen venter der tillige alle gæster en skøn julestemning med æbleskiver, kaffe og te samt ikke mindst den varme gløgg fra Ostemanden i Nørregade.
Foto: Niels Skipper.