Hængepilen, som har skiftet lokalerne i Frederikshavn ud med lokaler i Hørmested, var arrangører og havde i den forbindelse lånt lokaler på Sindal Friskole.I alt var 8 hold tilmeldt stævnet.
Nordpilen stod for de to af holdene, og man må sige, at begge hold gjorde sig bemærket. Lodtrækningen sendte de to hold i hver sin pulje, og Nordpilen 1, som bestod af Karl, Mona, Merethe og Benjamin Møller samt Lars-Henrik Poulsen, gik videre som nr. 2 fra puljen. Nordpilen 2 med Allan Christensen, René Thomsen, Ove Thomsen, Jeppe Poulsen og Lars Berg vandt deres pulje.
Begge hold fra Nordpilen klarede sig også igennem kvartfinalerne, men i semifinalen måtte Nordpilen 1 se sig besejret og gøre sig klar til kampen om 3. pladsen. Nordpilen 2 vandt sin semifinale og skulle møde Seif Dart i finalen.
Efter sejr til Nordpilen 1 og nederlag til Nordpilen 2 kunne de lokale pilekastere så fejre, at man havde fået sølv og bronze med hjem fra en lang, men utrolig hyggelig dag.