En af vores læsere har undret sig og spurgt, hvordan det kan være, at nye klumpfisk hele tiden fragtes fra havet ved Portugal kun for at få et kort liv i det store akvarium hos Nordsøen Oceanarium. Det spørgsmål stillede vi derfor biolog og udviklingschef Kristian Ydesen.
– Klumpfisk er ikke i Nordsøen året rundt. Kun om sommeren, og trækker de ikke sydpå, inden temperaturen i havet rammer 8 grader, så dør de af kulde. Vi har ofte fået eksemplarer ind midt på vinteren og har været heldige at kunne genoplive nogle få, som jo ellers ville være døde, lyder det indledningsvis fra Kristina Ydesen.
– Det svinger meget, hvor mange der kommer herop. De, der kommer nordpå, er en del af den bestand, der også findes i Middelhavet og ud for Portugal. Derfor er det netop en ide at få fisk fra dette område, hvor de er året rundt. Klumpfisk er heller ikke en truet art og de findes i hele verdens tempererede og tropiske egne. Det er altså ikke værre at have en klumpfisk end en makrel i akvarium, tilføjer biologen fra Nordsøen Oceanarium.
Med hensyn til akvariedelen forklarer biologen videre, at få akvarier i verden holder klumpfisk, fordi de netop kræver plads og den rette ikke for varme temperatur. Nordsøens akvarie er i den henseende perfekt. Man ved i øvrigt heller ikke ret meget om klumpfisk. Nordsøens fagfolk og fine faciliteter er da også en del af et lille selskab på verdensplan, der tæller akvarier og forskere fra Japan til USA. Derfor er de blandt dem, der ved mest og også tilfører ny viden til området.
– Man ved heller ikke, hvor gamle klumpfisk kan blive. Et forsigtigt skøn er knap 20 år, men det viser sig måske kun at gælde en anden nært beslægtet art af klumpfisk. Vi har haft den næststørste og næstlængst levende klumpfisk i akvarium på verdensplan med over 6 år, kun overgået af en i Japan. Hertil skal lægges 2 til 3 år i alder, som fisken sandsynligvis har været ved ankomsten. Til sammenligning så spænder det vidt med alder i fiskearter. En makrel anslås at kunne blive cirka 15 år og en rødspætte op til 50 år, uddyber Kristian Ydesen.
– Alt vores arbejde er kort sagt med til at gøre os klogere på den fascinerende fisk med hensyn levealder, kost, svømmemønster, fysiologi, parasitter, optimal temperatur, adfærd, væksthastighed og meget mere. Hvis man er interesseret i klumpfisk, har vi en ny god udstilling, som fortæller mere og jeg kan også svare på spørgsmål, oplyser Kristina Ydesen.
Biologen oplyser afslutningsvis, at der ingen ensartet dødsårsag har kunnet konstateres for stedets klumpfisk gennem tiden. En fik forstoppelse, en anden fik en hjerneblødning, hvilket faktisk godt kan lade sig gøre i en lille fiskehjerne, mens en tredje døde på grund af dårlige nyrer.
– Altså intet, der peger i en bestemt retning, slutter Kristina Ydesen.