Det gode først: Rasmus Prehn og ministeriet har 1:1 sikret det, de kom efter på torsk. De har fået 30 tons ekstra bifangstkvote tildelt de fiskere, der bruger kameraovervågning.
– Makrelkampen med Irland har været et udmattende sværdslag. Vi har endnu ikke fået en afklaring. Den store beslutning går i overtid, og for nu er der våbenhvile. Og så har vi langt om længe fået kommissionen til at anerkende, at vi IKKE ændrer relativ stabilitet, lyder det fra Rasmus Prehn.
– Så er der ålen, som biologerne har udpeget til at være i en ekstrem kritisk situation. Den er truet og rødlistet. Derfor bliver ålefiskeriet hårdt ramt. Vi synes fra dansk side, at det er godt, at vi gør noget for ålen, men det er urimeligt, at Danmark og andre nordeuropæiske lande holder for, uddyber fiskeriministeren.
– Det har jeg gjort eksplicit tydeligt for kommissionen, som har lovet at arbejde for ens vilkår for alle EU-lande. Det kommer jeg til at holde kommissæren op på, slutter Rasmus Prehn.